tirsdag den 10. september 2013

Berlin Day 2
























På dag to i Berlin havde vi gråvejr. Det var lidt træls, da dagen primært skulle bruges på sightseeing. Men det blev nu en god dag alligevel, og da vi først var ude og støvregnen stoppede, tænkte vi ikke over det. I stedet hyggede vi os med hinanden, tog billeder, snakkede og grinede. Vi gik mange kilometer og var trætte da vi kom hjem!
Morgenen startede med et "godmorgen" hen over baggården, da vi boede i værelser overfor hinanden. Efter morgenmaden gik vi til den U-bahn, der lå tættest på vores hotel, og tog så med den ind til Kufürstendam, der er Berlins svar på strøget. Her fik 5 af os piger en lækker latté (det er løgn, 4 fik latté, en fik kakao) på en lille hyggelig café, inden vi i samlet trop besøgte The Story Of Berlin museet, der stort set har været det eneste skole-relaterede på hele turen. Her så vi en masse om Berlins historie, og svarede på en række spørgsmål (min gruppe vandt senere en æske chokolade hver, fordi vi havde svaret rigtigt på flest - yay!), og derefter var der besøg i en af Berlins 16 atom-bunkere, der lå under jorden i forbindelse med museet. Det var en enormt voldsom, klam, spændende og lærerig oplevelse, og vores lærer fik ret i, at vi kom ud som nye mennesker. Bunkeren er klart et besøg værd, men hvor er jeg glad for at den aldrig er blevet benyttet! Så var det ellers afsted på sightseeing! Vi kom forbi Alexander Platz, kirker, fjernsynstårnet, verdensuret, fine bygningsværker, Brandenburger Tor, et mindested for jøder (betonklodserne, der symboliserer det ensformige, triste, forvirrende og samtidig kontrolerede liv, som jøderne havde under krigen) og til sidst Checkpoint Charlie. Sidst men ikke mindst var vi også ude at sejle en lille tur på Spree, hvor det lykkedes flere af os at få en lille lur. Dag to var dejlig, og sluttede med masser af snak og pizza-hygge på værelserne!

2 kommentarer:

  1. Hvor lyder det hyggeligt, var selv i Berlin i 9. klasse, engang for mange år siden. Nu skal jeg til Hamburg på torsdag og glæder mig helt vildt (: Jeg kan dog ikke huske prisniveauet dernede, er det et dyrt land at shoppe/købe mad i?

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har også været i Hamborg, og det er virkelig en dejlig by. I Berlin lykkedes det os at holde os under 15 Euro til kost per dag. Shopping-priserne er rimelige, men ikke meget billigere end i DK. Hvordan det er i Hamborg kan jeg ikke helt huske, men jeg går ud fra at det nogenlunde er det samme som Berlin :-)

      Slet