søndag den 29. december 2013

Bulgur Salad With Apricots & Mint



Jeg er lige kommet hjem fra arbejde, og sidder nu, helt stille og nyder en kop kaffe. Jeg har stresset rundt i 6 timer, og har slet ikke haft tid til at sidde ned, så jeg trængte virkelig til bare at sidde lige så stille. Og jeg tror faktisk jeg vil blive siddende, indtil jeg går i seng i aften. Og så kan I jo lige så godt få et indlæg.

Når jeg er alene hjemme, og kun skal sørge for aftensmad til mig selv, har jeg mulighed for at afprøve nye retter, som ikke nødvendigvis ville være et hit i hele familien. Denne bulgur salat for eksempel, som indeholder abrikoser, mynte og pinjekerner, ville højst sandynligt blive mødt af kommentare som "er der ikke noget kød til?" og "jeg kan ikke lide abrikoser" - men jeg er vild med den! Den var dejlig let både at lave og spise, og er derfor et perfekt lille aftensmåltid, der kan indtages på sofaen. Jeg spiste hummus, mango chutney og gulerødder til. Jeg blev mæt, men en voksen mand som min far, ville nok mangle lidt fylde.

Opskrift til 1 (knap så sulten) person:
1/2 dl. grov bulgur
vand
3 tørrede abrikoser
en smule frisk chili
en lille håndfuld mynte
1 spsk. pinjekerner
1 tsk. citronsaft
1 tsk. olivenolie
salt & peber
  1. Kog bulguren i vand til den er færdig. Jeg vil gætte på at det tager et kvarters tid, men hold øje med den.
  2. Hæld den kogte bulgur over i en si, så vandet kan løbe fra og den kan køle helt af.
  3. Hak abrikoser i små tern, snit chili i tynde skiver og hak mynten. Rist pinjekernerne på en tør pande til de er gyldne.
  4. Når bulguren er kold, vendes den (stadig i sien) med citronsaft, olivenolie, salt og peber. 
  5. Abrikoser, pinjekerner og det meste af mynten tilføres, der røres rundt, og det hældes derefter i en skål.
  6. Chilien fordeles ovenpå sammen med den resterende mynte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar