mandag den 30. december 2013

Kransekage


Jeg har lavet kransekagen i år. Helt fra bunden. Med hjemmelavet marcipan og det hele. Og gud, hvor var det let! Jeg fatter ikke, hvorfor jeg ikke selv har lavet marcipan før! Det var virkelig, virkelig let, og ved at lave den selv, er man klar over hvad den indeholder. Af marcipanen blev der som sagt fremtryllet kransekage. Jeg kommer desværre ikke selv til at spise dem imorgen, for jeg skal holde fest med mine venner. Til gengæld håber jeg at min familie og Emmas familie, som de holder nytår med, bliver glade for mine lækre kager. Hvis I også vil bidrage med kransekager, er det ved at være sidste chance nu! Imorgen går det løs, og det er ikke gået op for mig endnu. Er der andre der har det sådan?

Opskrift til 30-40 stykker kransekage på størrelse med en finger:
omkring 450 g. marcipan (meget gerne hjemmelavet - det er slet ikke er så svært som man skulle tro! Se opskrift nedenunder)
180 g. sukker (hvis din marcipan er meget sød (det er den købte nogle gange) kan du skære ned på mængden af sukker - prøv jer frem, og smag evt. på dejen undervejs)
et bæger pasteuriseret æggehvide
pynt: mørk chokolade, glasur (af flormelis og vand)
  1. Ingredienserne æltes godt sammen til en ensartet masse.
  2. Dejen fyldes i en sprøjtepose, og der sprøjtes kager ud i "kransekagestørrelse".
  3. Dyp dine fingre i lidt koldt vand, og form kagerne trekantede. 
  4. Bag dem ved 230 grader til de er let gyldne.
  5. Lad dem køle helt af på bagepapiret, inden du piller dem af bagepapiret (hvis de ikke er kølet af, falder bunden ud) og smider dem i fryseren i et døgn over for at få den svampede konsistens. (Hvis du går I krig med kransekagen her til aften, og skal spise den imorgen aften, burde det være nok, at have kagerne i fryseren natten over)
  6. Dyp bunden af kransekagerne i smeltet, mørk chokolade.
  7. Pynt med tyk, hvid glasur lavet af vand og flormelis ved hjælp af en sprøjtepose.
  8. Lad dem størkne helt inden du spiser dem med et glas bobler og søde mennesker.

Opskrift til ca. 450 g. færdig marcipan:
300 g. mandler
1,5 dl. vand
75 g. sukker
  1. Hæld kogende vand over mandlerne, og lad dem trække til de er til at smutte.
  2. Bring vand og sukker i kog, og lad det simre i et par minutter.
  3. Blend de smuttede mandler helt fint.
  4. Hæld sukkervandet i blenderen lidt ad gangen til du har en sammenhængende masse.
  5. Rul den i film, og opbevar den på køl, til  den skal anvendes til enten kransekage, konfekt eller andre søde sager.
TIP: Med både kransekage og marcipan kan man eksperimentere med at tilføje lidt ekstra smag. Jeg forestiller mig at appelsin, lidt hakket chokolade, vanilje, frysetørrede bær eller kakaonibs ville være lækkert!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar