tirsdag den 31. december 2013

Year 2013


Jeg har gennem de sidste uger gennemgået månederne i 2013 en for en, og nu vil jeg lave et opsamlende indlæg, der omfatter hele år 2013. Jeg synes året er gået hurtigt, og i går aftes blev jeg hele tiden ved med at glemme, at det i dag er nytårsaften. Men når jeg kigger tilbage på året der gik har jeg alligevel oplevet en del.

2013 har været et godt år. Et år hvor jeg har udviklet mig og oplevet en masse. 2013 har stået på både fede rejser, og triste stunder. Jeg har været glad, jeg har været ked af det. Jeg har grint, jeg har grædt. Jeg har oplevet lidt af hvert, men når jeg kigger tilbage er det grundlæggende gode ting, der har præget dette år. 5 fantastiske uger i USA med min familie, og en fed tur til Berlin med klassen har klart været højdepunkter, men små ting som fotoshoots med Emma, medlemsskab i fitness og weekendture har også været med til at gøre 2013 til et år, som jeg kan kigge tilbage på og smile over.

Udfordringer har der også været. Jeg er startet i niende klasse, og det betyder betydeligt flere lektier og eksamensforberedelse. Det er hårdt, og jeg glæder mig til at være færdig og komme videre med mit liv. I 2013 fik jeg også arbejde. Det har både været positivt og negativt. Jeg er glad for pengene, men en rengøringsvagt lørdag aften er ikke det, de fleste drømmer om - mig inkluderet. Men det hører med til at blive ældre, og på den måde er det fint.

Jeg har udviklet mig i 2013. Jeg har været træt af det hele, og i tvivl om hvad jeg ville, men det har også fået mig til at tænke over tingene, mærke efter, og lære at stole mere på mig selv. Alle overvejelserne om, hvad jeg skal nu og hvad jeg skal senere, er hårde at have, men jeg føler at jeg bliver stærkere og stærkere i troen på mig selv, for hver beslutning jeg tager.

Selv om jeg startede dette indlæg med at skrive, at 2013 har været et godt år, vil jeg heller ikke ligge skjul på, at 2013 også har været hårdt. Bagsiden af medaljen, så at sige, fylder ikke så meget på bloggen, men den eksisterer, og det synes jeg I skal vide. Det er helt med vilje, at I ikke bliver indviet så meget i de ting, der går mig på, for meningen med bloggen er at den skal være mit lille positive frirum, hvor jeg bliver glad af at være. Sådan vil det fortsat være ind i 2014, for det er ikke noget jeg vil ændre, men jeg synes alligevel at dette var det rigtige tidspunkt at forklare jer, uden at gå i detaljer, hvordan jeg også har det og hvilken rolle bloggen spiller i forhold til mit privatliv.

Mit håb er at 2014 vil blive et nyt og spændende år, hvor jeg får prøvet noget nyt og overskredet nogle grænser. Jeg håber på at afslutte niende klasse med gode karakterer, og efterfølgende få en god start på efterskolen til august. Derudover håber jeg også at 2014 byder på spændende udflugter og rejser, masser af smil og glæde! Jeg håber at jeg kan få oprettet balance i mit liv, så jeg føler mig helt ovenpå - både i forhold til krop og sind. Dvs. at jeg skal holde fast i sund kost og motion, samtidig med at jeg skal lytte til min krop, og acceptere at jeg ikke kan det hele (eller være bedst til det hele) på én gang. Det er en udfordring for mig, men jeg håber at året 2014 skal være det år, hvor jeg lærer at mestre denne disciplin. For det, tror jeg, ville skabe en gladere Marie.

Til sidst vil jeg sige tak og godt nytår til jer, kære læsere! Jeg håber I får et brag af en aften (og nat) og passer på jer selv. Jeg ønkser for jer at jeres 2013 har været godt, og at 2014 også bliver det. Vi ses i det nye år - og jeg glæder mig!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar