fredag den 31. januar 2014

Rye Pieces




Her på det sidste er jeg ofte stødt på rugstykker, når behovet for en sund snack på farten er opstået. Første gang var da min mor og jeg var ude og bytte julegaver, og skulle direkte i fitness bagefter. Så vi købte rugstykker med tranebær, solsikkekerner og græskarkerner, som vi spiste på vej hjem i bilen. De var gode! I sidste uge var jeg inde ved min moster, og her serverede hun også rugstykker. Denne gang var det med hasselnødder og chokolade. De var også gode! De rugstykke-oplevelser gav mig lyst til selv at prøve, og mit forsøg blev smagsmæssigt en succes. Jeg er ikke helt tilfreds med udseendet, for jeg ville gerne have dem til at være runde og ikke helt så flade. Næste gang tror jeg, at jeg vil tilføje lidt mere mel, for forhåbentlig at få en fastere dej, som jeg kan forme til runde boller. Hvis jeg har succes med næste forsøg får I også den opgraderede opskrift, men I skal altså ikke snydes for opskriften på dem her! De er L Æ K R E på trods af det manglende æstetiske udtryk. Jeg delte dejen i to og lavede dermed halvdelen af portionen med tranebær, græskarkerner og solsikkekerner, og den anden halvdel med hasselnødder og mørk chokolade

Opskrift til ca. 25 rugstykker:
25 g. gær
1 tsk. salt
4 dl. lunkent vand
100 g. rugkerner (+ vand)
250 g. rugmel
150 g. hvedemel
200 g. "fyld" (chokolade, hasselnødder, mandler, tranebær, rosiner, tørret frugt, solsikkekerner, græskarkerner osv.)
  1. Kog rugkernerne i 2-3 minutter i godt med vand, og si dem derefter. Lad dem køle helt af.
  2. Opløs gær og salt i det lunkne vand.
  3. Tilføj de afkølede rugkerner, rugmel og hvedemel.
  4. Bland de 100 g. "fyld" i dejen, og stil resten til side.
  5. Form små boller med våde hænder og rul dem i de resterende 100 g. "fyld"
  6. Lad dem hæve i ca. 1 time 
  7. Bag dem ved 220 grader i ca. 25 minutter
  8. Spis dem lune, eller lad dem køle af, inden de puttes i en lukket pose.
TIP: Hvis du laver en stor portion kan du med fordel fryse dem ned, så de ikke ligger og bliver tørre.

4 kommentarer:

  1. Haps, hvor ser de lækre ud!

    Kig gerne forbi min blog, har en meget vigtig meddelelse ♥

    Knus Michelle Eckert -
    http://giveyourdaycolors.blogspot.dk/

    SvarSlet