torsdag den 20. februar 2014

White Chocolate Caramels




På sin vis er dette et forsinket Valentines indlæg. For på trods af at jeg ikke gjorde noget særligt ud af den "mærkedag", blev jeg inspireret af de romantiske tanker, hjerter og lyserøde (mad)billeder, der florerede rundt omkring på diverse sociale medier og særligt instagram. Så da jeg langt om længe fik anskaffet mig nogle frysetørrede bær, tog det ikke lang tid for mig at beslutte hvad jeg skulle anvende dem til som det allerførste: chewy chokoladekarameller lavet på hvid chokolade og honning. Jeg lavede  en mørk udgave med mandler i  december, så det var på tide at afprøve dem med hvid chokolade. Og det var godt! Det syrlige knas fra de frysetørrede bær, den ristede nøddesmag fra mandlerne og den søde, bløde chokolade er i sandhed en skøn smagskombination! Jeg ville springe i køkkenet og lave dem med det samme, hvis jeg var jer. Det tager ingen tid, og jeg vil næsten garantere jer at I har ingredienserne liggende. For hvis I ikke ligger inde med frysetørrede bær, kan du blot anvende nødder, tørret frugt, kokosmel eller andet i den dur. Jeg er ikke til lakrids, men hvis du er det, kan jeg også forestille mig at det ville være lækkert i de små, bløde karameller. Du kan kombinere dem præcis som du vil, og bruge lige netop din yndlingschokolade - hvad enten den er hvid, mørk eller lys.

Opskrift til 8 små silikoneforme:
30 g. hvid chokolade
30 g. honning
5 mandler
2 spsk. frysetørrede bær (jeg blandede jordbær og hindbær)
  1. Start med at klargøre dine forme. Jeg brugte nogle små silikoneforme som jeg smurte let med olie, men du kan også blot anvende en lille firkantet form, som du beklæder med bagepapir. I så fald kan karamellerne bare skæres ud, når massen har sat sig. Jeg synes det fungerede rigtig godt med de små silikoneforme, der var penslet med en smule olie, men hvis jeg skulle lave en stor portion ville jeg bare lave det i én form, og så skære ud efterfølgende. Det kan I gøre, som I selv synes.
  2. Mandlerne overhældes med kogende vand, og smuttes efter et par minutter.
  3. Hak mandlerne fint og bland dem i en lille skål med de frysetørrede bær (giv også dem en tur med kniven hvis de er store)
  4. Hak den hvide chokolade fint, og put også den ned i skålen.
  5. Bring honningen i kog, og hæld den, mens den stadig er meget varm, ned i skålen og rør grundigt! Det skal gå lidt hurtigt!
  6. Hæld massen i forme(n) inden det når at størkne. 
  7. Efter en halv times tid er de klar til at blive taget ud af formene eller blive skåret i stykker. Opbevar dem fortsat på køl indtil servering.

4 kommentarer:

  1. Skide være med at det er lidt for sent. Man bør jo fejre kærligheden hver dag :)
    De ser sindsygt lækre ud - jeg må straks prøve det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, det har du ret i:) Og du kan roligt prøve dem!

      Slet
  2. Hold da op de ser lækre ud! Dem må jeg helt klart prøve at lave - snarest. Og du har ret. De fleste af ingredienserne har man allerede liggende :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. De er i hvert fald meget lækre, og meget, meget lette at lave, så det er bare om at gå i krig!

      Slet