onsdag den 19. marts 2014

Birthday Cupcakes


Til fødselsdagen i lørdags fik vi mini cupcakes i massevis! Malthe og jeg skulle jo blive enige om en dessert, og det kan godt være en udfordring. Malthe er mest til de klassiske kager han kan genkende, mens jeg gerne vil eksperimentere lidt. Så vi endte med et kompromis, der hed at vi begge kunne vælge 2 slags cupcakes, og så skulle de bages i miniature størrelse, så der var mulighed for at smage dem alle! Det var et kæmpe hit hos både Malthe, jeg og alle gæsterne. Mine favoritter var dem med chokolade og karamel, og de små cheesecakes - det var sjovt nok også dem jeg valgte. Poppy seeds'ne er altid lækre, og de fører tankerne tilbage til morgenmadsbuffetter i USA. De tivolikrymmel-pyntede kager var en børnefavorit, og også rigtig fine. Jeg smagte dem ikke, men jeg hørte ikke et ondt ord om dem. Faktisk om ingen af dem. Fadene blev da også næsten tømt, og nu kan i gentage successen, og bruge opskrifterne, som i får herunder.

Chokolade cupcakes med saltkaramel, karamelfrosting og mandelkrokant (grundopskrift fra Kvalimad)
Opskrift til ca. 30 mini cupcakes:
2 dl. hvedemel
0,5 dl. kakao
et nip salt
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. bagepulver
1/2 tsk. natron
1 1/4 dl. yoghurt naturel, A38 eller lignende
0,6 dl. olie, flydende magarine eller smeltet smør
1 1/4 dl. sukker
0,5 æg
  1. Rør hvedemel, kakao, salt, vanilje, bagepulver og natron sammen.
  2. Pisk yoghurt, fedtstof, sukker og æg grundigt sammen i en anden skål til sukkeret er opløst.
  3. Bland de tørre og de våde ingredienser, men kun til det lige netop et blandet.
  4. Fyld små forme lidt over halvt op og bag dem ved 200 grader i ca. 10-15 min, og lad dem så køle helt af på en rist.
Saltkaramelfyld:
30 små teskeer dolce latte smagt til med et nip salt (køb evt. flydende karamel i velassorterede supermarkeder)
  1. Skær et rundt hul i de afkølede cupcakes med en lille skarp kniv. Gem det du skærer ud.
  2. Fyld hullet op med saltkaramellen og pres "toppen" toppen ned i hullet igen.
Karamelfrosting:
125 g. smør
100 g. flormelis
100 g. dolce latte (igen kan en købt godt bruges)
salt
  1. Pisk smør, flormelis og dolce latte til det er en lækker, luftig og cremet masse.
  2. Smag til med en smule salt
  3. Put smørcremen i en sprøjtepose med en fin tyl, og sprøjt det på de små cupcakes. 
Mandelkrokant:
2 spsk. sukker
en håndfuld mandler
  1. Sukkeret smeltes på panden ved middel varme, uden omrøring, til det er helt smeltet.
  2. Mandlerne hældes på panden, og vendes rundt i det flydende sukker.
  3. Overfør dem til bagepapri og lad dem køle helt af.
  4. Hak det i mindre stykker, og drys det på cupcakes'ne.

Vanilje cupcakes med hvid chokolade, glasur og krymmel (grundopskrift fra Kvalimad)
Opskrift til ca. 30 mini cupcakes:
2,5 dl. hvedemel
et nip salt
2 tsk. vaniljesukker
1 tsk. bagepulver
1/2 tsk. natron
100 g. hvid chokolade (evt. mere)
1 1/4 dl. yoghurt naturel, A38 eller lignende
0,6 dl. olie, flydende magarine eller smeltet smør
1 1/4 dl. sukker
0,5 æg
  1. Rør hvedemel, salt, vanilje, bagepulver og natron sammen.
  2. Hak chokoladen og vend den i melblandingen.
  3. Pisk yoghurt, fedtstof, sukker og æg grundigt sammen i en anden skål til sukkeret er opløst.
  4. Bland de tørre og de våde ingredienser, men kun til det lige netop et blandet.
  5. Fyld små forme lidt over halvt op og bag dem ved 200 grader i ca. 10-15 min, og lad dem så køle helt af på en rist.
Pynt:
Glasur (flormelis+vand)
Tivolikrymmel
  1. Pynt de afkølede cupcakes med glasur og krymmel

Mini cheesecakes med hindbærsirup (opskrift fra TwinFood)
Opskrift til ca. 30 mini cheesecakes:
Hindbærsirup:
100 g. (frosne) hindbær
2 tsk. vand
2 tsk. sukker
evt. lidt vanilje
  1. Lav først hindbærsiruppen ved at bringe det hele i kog og lade det simre til hindbærene brister.
  2. Passer det gennem en sigte, og gem den klare sirup i køleskabet til den skal bruges.
Bund:
10 fuldkorns digestive
30 g. smør
  1. Blend kiksene i en blender/foodprocessor/minihakker til det er helt fint "sand".
  2. Smelt smøret, tilføj det til de smuldrede kiks og blend et par sekunder for at få det blandet. Det skal have konsistens som vådt sand.
  3. Pres kiksesmulderet godt ned i små muffinforme. Det skal have en højde/tykkelse på ca. 1/2 cm.
  4. Bag bundene ved 180 grader i 5 min. Lav imens fyldet.
Cheesecakefyld:
150 g. philadelphia
150 g. græsk yoghurt
100 g. sukker
kornene fra 1 stang vanilje
2 æg
et nip salt
50 g. mel
  1. Pisk philadelphia, græsk yoghurt, sukker og vanilje grundigt sammen med en elmixer eller røremaskine. Sukkeret skal være helt opløst, og det skal være en homogen masse.
  2. Tilføk æg, salt og mel, og pisk igen til det er en homogen masse.
  3. Fordel fyldet over de bagte bunde. Formene skal fyldes til kanten.
  4. Dryp et par dråber af hindbærsiruppen over, og brug en skarp genstand (vi brugte en kødnål) til at trække mønster i kagerne.
  5. Bag dem ved 180 grader i ca. 20 min. (De hæver lidt op under bagningen, men falder sammen igen når de køler ned.)
  6. Lad dem køle af til stuetemperatur, inden du sætter dem i en lukket beholder i køleskabet.
  7. Lad dem stå på køl i mindst en time, men de kan også sagtens holde sig et par dage.

Amerikanske poppy seed muffins
Opskriften har jeg delt før, og den kan I finde HER. Vi dividerede opskriften med 3, og så var der til ca. 30 mini muffins

Ingen kommentarer:

Send en kommentar