mandag den 3. marts 2014

Healthy Fastelavnsboller




Haha, sikke en skøn titel dette indlæg har fået. Jeg plejer at give mine indlæg engelske overskrifter, men fastelavnsboller har altså ikke en engelsk oversættelse, der kan bruges til noget. Så nu er det en underlig hybrid mellem dansk og engelsk.

Nå, nok om overskrift og tilbage til det, som dette indlæg skal handle om: sunde fastelavnsboller. Hvis der er noget jeg elsker, så er det en nybagt fastelavnsbolle, der er fyldt med nugat og marcipan. Jeg bryder mig ikke om bagerens slags, men min mors er jeg helt vild med. Dem fik i opskriften på sidste år, og den er stadig at finde HER. Dem må I altså ikke gå glip af! Men, når man har spist de første par fastelavnsboller, er det måske en god idé at holde igen, for vi kan jo ikke komme udenom at det er en usund fornøjelse. Det skal der være plads til, men når pladsen er brugt op, må man finde alternativer, som man fortsat kan nyde med god samvittighed. De her fastelavnsboller, der er lavet på grove meltyper, intet sukker og næsten intet fedtstof, kunne være et rigtig, rigtig godt bud. Indeni i er de fyldt med hjemmelavet (sukkerfri) marcipan og god, mørk chokolade. De er virkelig lækre, og tilfredsstiller de værste fastelavnsbolle-cravings, så du (som jeg) kan fortsætte med at spise fastelavnsboller lang tid efter fastelavn. Opskriften på selve bollen er lånt fra LevSundt, mens fyldet er det, som jeg havde lyst til at putte i. Man kunne også fylde dem med syltetøj, banan, (æble)kompot, peanutbutter, nutella, nugat, nødder eller noget helt andet.

Opskrift til 10 små fastelavnsboller:
25 g. gør
1,25 dl. lunkent vand
0,75 spsk. kokosolie
0,5 tsk. salt
0,5 dl. skyr
25 g. havregryn
100 g. (fuldkorns)speltmel
100-125 g. grahamsmel
Fyld:
50 g. mørk chokolade
50 g. marcipan (se opskrift nedenunder for en hjemmelavet, og evt. sukkerfri, slags)
Pynt:
50 g. mørk chokolade
frysetørrede hindbær
  1. Rør gæren ud i vandet
  2. Tilsæt kokosolie, salt og skyr, og pisk det godt sammen med et piskeris.
  3. Tilføj havregryn og speltmel, og pisk også det i med piskeriset.
  4. Tilføj 100 g. af grahamsmelet, og pisk det lidt. Når du ikke kan piske længere, ælter du videre med hænderne. Det er en meget fast dej, så du bliver ikke så klistret (win!).
  5. Tilføj evt. de sidste 25 g. mel, men det er ikke sikkert de skal bruges.
  6. Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i en times tid.
  7. Ælt dejen igennem igen og rul den ud til en firkant.
  8. Skær dejen i 10 lige store stykker, og læg 5 g. (hjemmelavet) marcipan og 5 g. chokolade på hver.
  9. Fold dejen op omkring fyldet, og sørg for at den er rigtig godt lukket sammen og fin rund.
  10. Placer bollerne med sammenføjningen nedad på bageplader, er er beklædt med bagepapir.
  11. Lad dem efterhæve i ca. 30 min.
  12. Pensl dem med en smule mælk
  13. Bag dem ved 200 grader i ca. 15 min.
  14. Lad dem køle let af, og pynt med smeltet, mørk chokolade og frysetørrede hindbær.
TIP: Anvend lige netop det fyld, som DU synes er lækkert!

Opskrift til 50 g. marcipan:
50 g. mandler
3 tsk. sirup (jeg brugte en kalorie fri fra Walden Farms, så på den måde var min marcipan sukkerfri)

  1. Mandlerne overhældes med kogende vand og smuttes.
  2. Mandlerne blendes helt fint i en minihakker/foodprocessor
  3. Siruppen tilføjes, og der blendes ved lidt lavere hastighed for at massen samler sig.
  4. Pak marcipanen i film og lad den stå på køl en halv times tid, inden den bruges til diverse bage/konfekt-projekter (eller bare spises som den er).

1 kommentar: