lørdag den 29. marts 2014

Moroccan Lamb Tagine


Kender I det, når man på en kold dag med blæst og regn, får lyst til en god omgang simremad? Mad, med masser af smag og varme, som står og hygger sig på lav varme, og derefter gør maven glad? Det havde jeg lyst til, da det var lidt koldere i vejret. Så en dag hvor vi havde tid, fik vi lavet denne marokkanske lamme tagine. Det var virkelig velsmagende, men også noget anderledes end alt andet jeg plejer at lave. Normalt er det krydrede retter, der nok mest er lidt thai-inspirerede, hvis de da er inspirerede af noget. Så det her var helt nye smage, som krævede noget kryderi-indkøb. Men da det var klaret gik det let, og resultatet blev virkelig godt! Jeg kunne godt finde på at lave det igen en dag, hvis jeg har lyst til noget varmt og krydret, og tiden er til det. Det synes jeg også I skulle, for det her er en lækker ret, med saftigt og mørt kød, og masser af smag.

Opskrift til 8 personer (inspireret af denne):
ca. 1 kg. lammekød i mellemstore tern (fx. fra lammebov)
1 tsk. cayennepeber
2 tsk. kværnet sort peber
2 spsk. stødt ingefær
1 spsk. gurkemeje
1 1/2 spsk. kanel
1 spsk. stødt spidskommen
2-3 løg, hakkede
4 spsk. olivenolie
4 fed hvidløg, hakkede
3 dl. tomatjuice
2 dåser flåede tomater
100 g. tørrede abrikoser, skåret i lidt mindre stykker
50 g. dadler, skåret i lidt mindre stykker
50 g. sultanarosiner
100 g. mandler i stykker eller splitter (køb dem, eller smut og hak dem selv)
6 dl. lammefond
1 spsk. flydende honning
Topping:
couscous
koriander
bredbladet persille
mynte
frisk chili
  1. Bland alle krydderierne, og del det i to lige store dele.
  2. Vend kødet i den ene halvdel af krydderierne, og lad det hvile på køl så længe som muligt. Gerne natten over.
  3. Varm 2 spsk. olivenolie i en stor gryde, og sautér løg og hvidløg sammen med den sidste halvdel af krydderierne ved rolig varme i 8-10 min. Løgene skal blive bløde, men ikke brune.
  4. Varm de andre 2 spsk. olivenolie på en pande, og brun det marrinerede kød af på denne.
  5. Put det brunede kød ned til løgene.
  6. Kog panden, som du stegte kødet på, af med tomatjuice. Dvs. at du hælder tomatjuicen på den varme pande, og lader det koge op. Hæld det derefter ned til kødet i den store gryde.
  7. Tilsæt flåede tomater og lammefond, samt halvdelen af abrikoserne, dadlerne, rosinerne og mandlerne.
  8. Skru ned for blusset og lad det simre ganske stille i ca. 2 1/2 time til lammekødet er helt mørt.
  9. Tilføj den sidste halvdel af de tørrede frugter og mandler.
  10. Smag retten til med flydende honning.
  11. Server rygende varm og med friske, hakkede krydderurter, couscous og chili, som man selv kan drysse ovenpå i en massende mængde. 
TIP: Spis gerne retten af skåle. Det er ekstra hyggeligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar