torsdag den 15. maj 2014

Hveder



Imorgen er det Store "Hvededag" og så skal der selvfølgelig klassiske hveder på bordet. Jeg har spist hveder sammen med min mor, moster, mormor og bedstefar her til aften, mens de øvrige drenge i familien var i Parken for at se pokalfinalen. Det har vist været en succesfuld aften for begge selskaber. Jeg har aldrig rigtig fundet ud af hvornår det er den "rigtige" dag at spise hveder: her torsdag aften eller imorgen, fredag? Ikke desto mindre smager hveder godt, og hvis I hører til dem, der spiser hveder om fredagen, så er I jo så heldige, at I kan nå at bage jeres egne. Hvis I har spist hveder i dag, er der jo heller intet i vejen for ikke også at bage (og spise) nogle i morgen. Opskriften har jeg fundet hos Valdemarsro, og det er uden tvivl de bedste hveder jeg har fået til dato, så den opskrift skal I ikke snydes for.

Opskrift til 16 hveder:
2 dl. mælk
40 g. gær
1 spsk. sukker
2 æg
450 g. hvedemel
1 tsk. kardemomme
1/2 tsk. salt
100 g. blødt smør
  1. Lun mælken til den er lillefingervarm i en lille gryde.
  2. Rør gær, sukker og æg ud i den lune mælk.
  3. Bland hvedemel, kardemomme og salt i en stor skål (evt. i en røremaskine hvis du ejer sådan en) og smuldr det bløde smør heri.
  4. Hæld den lune mælkeblanding op til melblandingen, og ælt det til en glat og smidig dej. Den må godt være klistret, men tilføj evt. en ekstra spsk. mel hvis den er alt for blød.
  5. Sæt dejen til hævning tildækket et lunt sted i en times tid.
  6. Hæld dejen ud på et bord, der er dækket med rigeligt mel, og ælt den igennem.
  7. Del dejen i 16 lige store dele, tril dem runde, og placer dem med ca. 1 centimeters mellemrum på en bageplade med bagepapir.
  8. Lad dem hæve yderligere en time et lunt sted med et viskestykke over.
  9. Pensl dem med æg.
  10. Bag hvederne ved 180 grader i 12-15 min til de er let gyldne og lyder hule, når du banker under bunden.
  11. Lad dem køle af på en rist.
  12. Server dem efter en tur på brødristeren eller i ovnen, og så med generøse mængder smør ovenpå.
TIP: Du kan lave lækkert kanelsmør til dine hveder ved at blande blødt smør med stødt kanel, og så putte det i køleskabet til det er fast igen. Det smager super dejligt til!

4 kommentarer:

  1. Svar
    1. Mange tak, det var rigtig godt :)

      Slet
  2. Ser super godt ud, mhm!

    Kig gerne forbi min blog, hvis det lyster. Knus!
    http://kaathrinejohansen.bloggersdelight.dk/

    SvarSlet