fredag den 2. maj 2014

Soybean & Raspberry Salad



Min mor og jeg er alene hjemme her i weekenden. Traditionen tro er der familietur til Hamborg, i forbindelse med marathonløb, igen i år, men grundet skriftlige eksamener i næste uge (argh!) kan jeg ikke tage med. Jeg sender masser af positive tanker, held og lykke og krydsede fingre til min far i Hamborg, når nu jeg ikke selv kan være med til at heppe! På søndag går det løs, og jeg håber virkelig at det lykkedes for ham at nå hans mål. Det har han uden tvivl fortjent med al den træning!

Og apropos løb og træning, så havde min mor og jeg en rigtig positiv oplevelse i dag! Vi skulle bare løbe en kort tur, for jeg var træt og havde hovedpine, men da vi så kom afsted, var vi fuldstændig flyvende, og vi endte på 6,37 km. Jeg tror det er et år (måske mere) siden jeg sidst har løbet over 5 km, så jeg er meget glad!

Nå, nok om løb, og tilbage til salaten. En ægte tøsesalat, der smagte rigtig, rigtig godt. Vi spiste kylling til, og det var et helt perfekt og let aftensmåltid, så der også er plads til fredagsguf lidt senere. Nu vil vi sætte en film på, og slappe af resten af aftenen. God fredag og weekend til jer!

Opskrift til 2 personer:
60 g. frosne soyabønner
citronsaft
blandet salat
2 gulerødder
15 hindbær
50 g. fetaost
en lille håndfuld græskarkerner
Dressing:
1 spsk. olivenolie
1 spsk. æblecider eddike
1 tsk. honning
sort peber
  1. Kog soyabønnerne efter anvisningen på pakken.
  2. Hæld vandet fra i en lille si, og lad bønnerne køle af i sien. Pres lidt citronsaft over.
  3. Vask og tør en passende mængde salat, og skær/pluk det i passende størrelser.
  4. Skræl gulerødder, og lav tynde skiver af dem med gulerodsskrælleren.
  5. Vend soyabønner, salat, gulerod, hindbær og feta sammen.
  6. Rør dressingen sammen, og vend den i.
  7. Drys med græskarkerner og server.

1 kommentar:

  1. Sikke en smuk salat! Kom tilfældigvis forbi din blog, da jeg søgte noget med indretning af værelse, sjovt nok, til min søn, der lige er fyldt 18 år. Super blog du har, Marie, jeg melder mig til din side. PS. Fik jeg lige nævnt endnu et tilfælde, jeg ser du har fødselsdag 18. marts, det havde min mormor også, og hun var også meget kreativ. Kh Gitte

    SvarSlet