søndag den 22. juni 2014

Bålpakker


Imorgen er det Sankt Hans, og hjemme hos os betyder det bålmad. Det er jeg sikker på at det også gør hos mange andre familier, så her får I lidt inspiration til hvad I kunne lave i bålet. Bålpakkerne er min favorit bålmad, og det er det fordi det er enormt hyggeligt at komponere sin egen pakke og så tage den ud igen når det syder og damper, og alle tingene har fået den lækreste bål-smag. Det har i mange år været vores faste Sankt Hans måltid, og det er da også med i overvejelserne til imorgen. Måske har I lyst til at give jer I kast med det? Opbygningen af opskriften er meget simpel, og I kan faktisk varriere dem alt efter hvad I har lyst til at putte i pakkerne. Hos os er det altid et hit med ting som kartofler, pølser og kylling, men man kunne også lave nogle små krydrede kødboller, friske asparges eller måske lidt peberfrugt? I bestemmer helt selv, og jeg vil næsten love jer at det bliver en succes! Det eneste i skal huske er at de ting I putter i, skal være tilberedte. Varmen fra bålet er så kortvarig og ujævn, at I ikke kan være sikre på at kødet bliver gennemstegt og kartoflerne møre. Og der er ingen der har lyst til at spise rå kylling med hårde kartofler.

Opskrift på bålpakker:
kartofler, rødbeder, pastinakker
pølser
kylling
forårsløg
hvidløg
frisk chili
smør
salt & peber
krydderier
  1. Kartofler, rødbeder og pastinakker skrælles og skæres i tern. De forkoges hver for sig i ca. 10 minutter til de er møre
  2. Pølser skæres i skiver
  3. Kylling skæres i mindre stykker og koges til det er gennemkogt.
  4. Forårsløg skæres i skiver, og hvidløg og chili hakkes fint hver for sig.
  5. Anret det hele i små skåle, og lad folk komponere deres egne pakker.
  6. Tag et stykke staniol, og fordel det fyld, du ønsker på midten af det.
  7. Krydr med salt og peber, og evt. andre krydderier, og slut af med at putte en skefuld smør ovenpå (det forhindre det i at brænde på, når du ligger pakken ind i bålet)
  8. Pak sølvpapiret løst omkring maden (hvis det er for stramt risikerer du at det brænder på).
  9. Pak et ekstra lag sølvpapir om (hvis dette ikke gøres, risikerer du også at det brænder på).
  10. Læg pakkerne i gløderne, og lad dem ligge 10-15 min til de syder og der kommer damp op når du åbner. Ryk lidt rundt på dem under stegningen, så du sikrer dig at tingene får lige meget varme.
  11. Spis med det samme, men pas på! Det er varmt!
TIP: Hvis du ikke har mulighed for at tænde et bål, kan pakkerne også laves på en grill.

2 kommentarer:

  1. Det er virkelig nogen fine bålpakker, og det ser da lækkert ud <3

    Knus<3
    http://kaathrinejohansen.bloggersdelight.dk/

    SvarSlet
  2. Hvor latterligt at tilberede maden først, hvis i ellers laver et ordentligt bål bliver maden nemt tilberedt og langt mere lækkert! Vores kartofler får ca 25 min i gløderne og går fra rå til perfekte bløde

    SvarSlet