onsdag den 4. juni 2014

Chocolate Pavlova




Det her er en så latterligt simpel kage at smække sammen, at man ikke skulle tro, at det kunne komme til at smage så godt. Men altså, den er virkelig, virkelig god! Min kage-elskende far udbrød at det nok var en af de bedste kager han nogensinde har smagt - og det er alligevel en del. Han har også allerede bestilt den til sin fødselsdag, som vi forresten holder imorgen, og det har vi andre bestemt ikke noget imod - vi var nemlig også fans! 
Kagen er sprød på overfladen, lidt som en kyskage, men indeni er den helt blød og chewy. Det luftige, vaniljeprikkede fyld er det helt perfekte modspil til den tætte kage, og de friske bær og mynten sætter prikken over i'et! En ægte sommerkage, der spiller for både syns- og smagssansen.

Opskrift på pavlova til 10 personer:
7 bægre pasteuriserede æggehvider (det er ca. 9 hvider)
et nip salt
3,5 dl. sukker
kornene fra 1 stang vanilje
0,6 dl. kakaopulver
1 tsk. hvidvinseddike
Topping:
1/4 liter piskefløde
kornene fra 1 stang vanilje
150 g. skyr
1-2 spsk. flormelis
Pynt:
500-600 g. blandede bær og frugter
lidt frisk mynte
  1. Æggehviderne piskes sammen med salt til de begynder at blive stive.
  2. Fjern kornene fra vaniljestangen og bland dem med sukkeret.
  3. Tilføj sukkeret lidt ad gangen til æggehviderne, mens der stadig piskes.
  4. Pisk æggehviderne ved høj hastighed til de er helt seje og stive, og sukkeret er helt opløst.
  5. Vend kakao og hvidvinseddike forsigtigt i æggehviderne.
  6. Tegn en cirkel på et stykke bagepapir (brug en tallerken som skabelon) og vend bagepapiret om.
  7. Fordel din marengsmasse indenfor cirklen - den skal være ret høj.
  8. Bag kagen i 1,5 time ved 150 grader.
  9. Sluk ovnen og åben den på klem, og lad så kagen blive derinde til den er kølet helt af. Det tager et par timer.
  10. Pisk fløden med vaniljekorn til det er letpisket flødeskum.
  11. Vend skyren i, og smag til med flormelis.
  12. Fordel skummet på den afkølede kage, og pynt med en masse(!) bær eller anden frugt.
  13. Server med det samme.
TIP: AL slags frugt kan bruges til kagen, og den kan også pyntes med lidt revet chokolade, hakkede mandler eller noget helt tredje!

1 kommentar:

  1. Uhm jeg glæder mig! :-) knus mormor

    SvarSlet