fredag den 27. juni 2014

Pølsehorn



I dag holder min klasse afslutningsfest med pænt tøj og spisning. Vores fester indebærer aldrig sådanne "formelle" ting, så det bliver lidt mærkeligt, men nok også meget hyggeligt. Forældrerådet har planlagt festen, og mine forældres opgave var at bage pølsehorn eller pizzasnegle til natmaden, men da jeg jo bare tuller rundt herhjemme og holder sommerferie, og samtidig elsker at bage, blev det lynhurtigt til mit projekt. Og de pølsehorn der, de blev altså gode, hvis jeg selv skal sige det! De er fuldstændig perfekte "on the go", så bag en omgang og frys dem ned, og så er du klar til strand- og skovture, picnic og andre udflugter.

Opskrift til 40 pølsehorn:
1 pakke gær
8 dl. lunkent vand
2 tsk. salt
1 tsk. honning
1 spsk. olie
100 g. hørfrø
200 g. havregryn
300 g. grahamsmel
400-500 g. hvedemel
20 pølser, skåret midt over.
ketchup (kan udelades)
æg + mælk (til pensling)
  1. Rør gær ud i lunkent vand.
  2. Rør salt, honning og olie ud i.
  3. Tilføj hørfrø, havregryn og grahamsmel og rør det godt rundt.
  4. Tilføj melet lidt ad gangen og ælt det grundigt sammen til en fast dej.
  5. Lad dejen hæve en times tid i en skål dækket med et viskestykke.
  6. Del dejen i 5 lige store klumper.
  7. Rul en klump tyndt ud til en cirkel, del den i 8 stykker (som hvis du skulle skære en pizza i stykker).
  8. Læg en pølse på den tykke del af hver trekant, tilføj en stibe ketchup og rul dem sammen.
  9. Placer pølsehornene på bageplader med bagepapir og lad dem hæve i en times tid.
  10. Pensl dem med et æg, som du pisker sammen med lidt mælk.
  11. Bag dem ved 200 grader i ca. 15 min. til de er gyldne og lyder hule når du banker dem i bunden.
  12. Lad dem køle af på en rist, inden du pakker dem ned i poser, så de er klar til at transporterer til picnics og sammenkomster.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar