søndag den 27. juli 2014

Efterskoletanker


Om 14 dage sidder jeg på mit nye værelse, på det sted, der skal være mit hjem det næste år. Nørre Åby Efterskole bliver rammerne om min hverdag, og det bliver et helt nyt liv, som kommer til at kræve tilvænning. Et mere socialt liv, hvor jeg bliver kastet ud i nye udfordringer og grænseoverskridende oplevelser. Det bliver sundt og godt for mig, men jeg er også meget spændt og nervøs. 

Ferien i Holland har givet mig god tid til at tænke over alle de nye ting, der kommer til at ske, og jeg må indrømme, at jeg er bange. Sådan bange på den nervøse måde, men også bange på den der "det-her-bliver-så-grænseoverskridende-og-jeg-ved-ikke-om-jeg-tør-men-jeg-skal-og-jeg-vil-for-det-skal-nok-blive-godt-når-starten-er-overstået"-agtige måde, hvis der er nogen af jer, der kender den? Jeg glæder mig så uendelig meget til når de første uger er overstået, og jeg, forhåbentlig, har fået nogle nye tætte venner og så meget ro på, at jeg blot kan nyde efterskoletilværelsen. 

Dette ekstra skoleår har jeg udelukkende valgt fordi jeg desperat behøver ændringer i min hverdag og nye, sociale bekendtskaber. Jeg har gået i samme folkeskole i 10 år sammen med de samme mennesker, og det har været dejligt og trygt, men det er nu også tid til at jeg skal prøve noget nyt, og bryde mine grænser og rutiner. Jeg er enormt sensitiv og en kæmpe tryghedsnarkoman, så dette er virkelig et stort skridt på vejen til en mere selvstændig og robust Marie, der kan klare flere udfordringer.

Året på efterskole vil også give mig mulighed for at opdage nye interresser og prøve spændende valgfag. Jeg har valgt skolen fordi den har så mange muligheder hvad angår valgfag. Kreativt, smykker, fodbold, dans, skuespil, psykologi, filosofi, musik, forfatterværksted, friluftsliv, design, crossfit og sidst, men ikke mindst, dykkerkursus - hvor sejt ville det ikke lige være at tage dykkercertifikat?

En af de ting, jeg også er lidt betænkelig ved, er bloggen. Jeg håber, håber, håber at jeg kan holde gang i den. Ikke så meget for jeres skyld, men faktisk for min egen. Bloggen har været en del af min hverdag i 2,5 år, og det ville være så mærkeligt, ikke at have den i baghovedet længere. På den anden side vil jeg ikke sætte forventningerne for højt, for det er også vigtigt at jeg bare nyder efterskolelivet. Så jeg må se hvad der sker, og håbe at jeg får taget billeder til at dokumentere mit efterskoleophold og tid til at skrive lidt herinde!

Summa summarum er at det bliver et godt, men hårdt, år. Og for hver dag, der går, glæder jeg mig mere og mere. Det må der ikke herske nogen tvivl om. Lige nu bruger jeg tiden på at skrive lister og samle ting sammen, så jeg kan blive helt klar til start.

1 kommentar:

  1. Glæd dig Marie!
    Jeg blev tvunget på efterskole, og ville slet ikke afsted, men det endte med at være et af de bedste år i mit liv!
    Det var selvfølgelig svært i starten, men jeg fik meget hurtigt en rutine.
    Jeg savnede min mor, rigtig meget men vi ringede sammen hver aften, og hun sendte tit pakker til mig.
    Jeg fortrød at jeg ikke tog et år mere :P

    Krammer!

    www.sarahnadia.com

    SvarSlet