lørdag den 19. juli 2014

London Day Three


Mandag, på vores tredje dag, gik turen mod bydelen Camden, som jeg havde glædet mig meget til at besøge. Jeg havde hørt at det skulle være et spændende område med masser af finurlige butikker, speciel påklædning og markeder fyldt med liv. Og det var lige hvad der var! Det var virkelig et fedt sted, og vi havde følelsen af at tiden bare forsvandt mens vi gik rundt. Hvis I tager til London, må I love mig at besøge Camden!


Gennem Camden løb der en kanal, der bidrog til den meget afslappede stemning, og hvor der med jævne mellemrum sejlede husbåde.





Markeder er den helt store attraktion i Camden, og det vi brugte mest tid på, og var mest imponerede over, var Stables. Det var et K Æ M P E marked, der var indrettet i gamle hestestalde. Staldene havde huset op til 410 arbejdsheste, og der var derfor virkelig meget plads og mange forskellige gange, hvor der var indrettet boder. Man havde følelsen af at blive suget ind i en tunel, hvor tid og sted forsvandt, og man bare drev afsted fra den ene mærkelige og fine bod til den anden.



På den modsatte side af hovedgaden end Stables, lå der et marked, der var knap så specielt og spændende som Stables, men nok indholdsmæssigt indeholdt flere brugbare ting. Her var vi også ovre og kigge, og det var også rigtig fint.









I forbindelse med Stables lå der et Street Food Market, og jeg siger jer, det her var et fedt sted! En lille plads, hvor der var mast en masse små boder sammen, med mad fra alle verdenshjørnerne. Hollandske pandekager, indisk curry, cupcakes, amerikansk barbeque, italienske faldbrød, friskpresset juice og smoothie, sushi, spansk paella, honning og tyrkiske wraps, var bare nogle af de ting, der var at finde på markedet, hvor der også blev delt generøst ud af smagsprøver. Vi spiste os mætte i smagsprøver og drak en friskpresset appelsinjuice, da den lille sult meldte sig hen ad formiddagen, og vendte tilbage ved frokosttid, hvor vi fik de italienske fladbrød. I mange af boderne var der mulighed for at vælge vegetarisk, og det var også hvad vi fik. Vores fladbrød var fyldt med mozarella, pesto, salat, tomat og brie, og det var såååå godt. Hvis vi havde haft tid, var vi vendt tilbage til dette marked på et senere tidspunkt!



Efter at have spist os mætte på Street Food markedet, gik vi mod Oxford Street. På vejen kom vi gennem Regent's Park, hvor der var den smukkeste rosenhave med alverdens flotte roser.




Videre ned mod Oxord Street gik vi i et enormt charmerende, men også dyrt, kvarter, hvor der var masser af specialforretninger, store biler og caféer. Vi var inde og se en kæmpe stor boghandler, der kun forhandlede rejsebøger, og den var virkelig fin.

Oxford Street var nok den største skuffelse på turen. Jeg havde glædet mig til at skulle shoppe, men fik ikke købt en eneste ting på Oxford Street. Jeg synes der var fuldstænding over-crowdet, og mit sensitive jeg kunne slet ikke rumme det. Biler, busser og mennesker i en stor pærevælling, der bare larmede og stressede os. Hverken min mor eller jeg var fans, men nu kan vi sige at vi har været der. Hvis man er til ægte storby-shopping, og ikke har noget imod larm, samt at gå slalom, er Oxford Street sikkert fin. Her ligger alle de kendte butikker, men for mig blev det altså for meget.

Til gengæld fik vi gode is! Da vi var lige ved at gå helt sukkerkolde, fandt vi et sted med lækker frozen yoghurt. Det tog lige det værste, at sætte sig ned og spise en kold is. 

Kaffetid blev det også, og det kan man selvfølgelig også finde på Oxford Street. Vi fandt en lille Starbucks, der var gemt nede ad en sidegade, hvor der var lidt mere stille, og det var rigtig rart.

Så blev det tid til endnu flere af de store turistattraktioner. Big Ben var større og flottere end jeg havde forestillet mig, og der var mulighed for at se og fotografere det fra mange forskellige vinkler! Det er ligesom et must, når man er i London.






Op i London Eye skulle vi selvfølgelig også. Det ligger lige på den anden side af floden, i forhold til Big Ben, så det var derfor meget let at komme derhen. Vi havde i første omgang tænkt at vi bare skulle se det nede fra, da jeg ikke er den største fan af højder, men hørte bagefter at det altså var noget man skulle, og slet ikke ubehageligt. Så jeg trodsede min højdeskræk, og vi tog en tur. Flot, det var det, og højt, det var det også. Jeg er glad for at jeg gjorde det, for nu kan jeg sige, at jeg har gjort det, men det er nok heller ikke noget jeg gør igen. Det var lidt for højt til min smag, og jeg synes det gik meeeget langsomt, og jeg var derfor bange for at den var gået i stå, og jeg ikke kunne komme ned. Men det gik jo, så jeg vil også anbefale at man tager en tur. 
London Eye var sidste stop denne dag, og herefter tog vi hjem til hotellet, og spiste aftensmad i baggården, hvorefter vi gik i seng. Der var ikke meget gang i os om aftenen...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar