onsdag den 30. juli 2014

Nectarine Grill Salad




Det er sommer, og hos os betyder det grillaftener. Jeg er vild med grillmad, og synes at maden får en helt speciel smag af grill, som virkelig er smagen af sommer - på lige fod med gammeldaws is, danske jordbær og friske ærter. Vi er ikke så kreative når det kommer til de ting, der bliver grillet. Ofte er det kød i form af kylling, pølser, koteletter, svinemørbrad, spareribs eller en friskfanget fisk, og hvis vi rigtig flotter os ryger der også et par majskolber på. Derimod laver vi forskellige lækre salater, og denne er en ny favorit! Den består kun af tre hovedingredienser og en dressing, og er dermed også en dejlig simpel salat. Det særlige ved denne salat er at den ikke kun smager godt til grillmad - den smager selv af grill, da nektarinerne bliver grillet! Prøv den næste gang i tænder op i grillen!

Opskrift til salat med grillede nektariner til 5 personer:
1 lille salathoved eller 1 pose blandet salat (brug din yndlings og eventuelt flere slags)
3 nektariner
lidt olie
frisk parmesanost
dressing:
1 spsk. olivenolie
1 spsk. balsamico eddike (vælg en velsmagende en af slagsen)
1 tsk. honning
salt & peber

  1. Skyl og tør salaten, og skær eller bræk den i mundrette bidder.
  2. Skær nektarinerne i både og pensl dem med en smule olie.
  3. Grill dine nektariner på en lun grill (eller en grillpande) til de får fine grillstriber. Pas endelig på at din grill ikke er alt for varm, da nektarinerne så vil blive sorte og brænde fast. Vi gjorde det, at vi lagde nektarinerne på, da grillen næsten lige var blevet tændt og altså stadig var for kold til at grille kødet.
  4. Lad nektarinerne køle lidt af.
  5. Pisk dressingen sammen og smag den til.
  6. Vend 2/3 af dressingen i salaten sammen med nektarinerne.
  7. Riv en passende mængde parmesanost i flager (brug et meget groft rivejern eller en osteskærer) og fordel dem over salaten.
  8. Dryp med det sidste dressing og server.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar