torsdag den 7. august 2014

Pulled Chicken & Corn Salad




Da jeg havde læseferie var der behov for selvforkælelse. Så udover at jeg fik trænet en masse, og på den måde koblet af, så sørgede jeg også for at lave lidt mere spændende frokost end bare rugbrødsmadder, så jeg havde noget lækkert at se frem til, når jeg sad begravet i fysiknoter til langt over begge ører. Derfor blev denne salat tryllet frem. Pulled chicken havde jeg længe gerne ville prøve, og majskolber er noget af det bedste jeg ved om sommeren. Måske skulle jeg lave den igen snart? Lækker var den i hvert fald, og også meget pæn at kigge på.

Opskrift til salat med pulled chicken og majs til 1 person:
1 tallerken grøn, blandet salat
1/2 majskolbe (hvis du har en grillet rest fra aftenen før, kan den med fordel anvendes. Så skal den selvfølgelig ikke koges)
10 sukkerærter (frosne eller friske)
5-6 cherrytomater
ca. 100 g. af den pulled chicken (se opskrift nedenunder)

  1. Skyl, rens og tør din salat. Bræk den i mindre stykker, og fyld tallerkenen med det.
  2. Kog din majskolbe i letsaltet vand i 10-12 minutter, og lad den køle af.
  3. Hæld kogende vand over dine sukkerærter hvis de er frosne, og lad dem trække nogle minutter. Skær dem herefter i halve eller 1/3 dele. Hvis de ikke er frosne, skærer du dem bare i stykker. Fordel dem over salaten.
  4. Skær cherrytomater i halve og fordel dem på salaten.
  5. Skær majskolben i skiver. Det er lidt tricky og kræver en god, stor kniv og lidt tålmodighed, men kan godt lade sig gøre. Eventuelt kan majsne bare skæres af kolben - det er lidt lettere, men knap så pænt. Put majsne på salaten.
  6. Fordel den pullede chicken på salaten til sidst, og server med det samme - eventuelt med en smule barbecuesauce ud over.

Opskrift til pulled chicken til 2 personer som hovedret eller 4 personer, hvis du bruger det hele til at lave salat:
2 store kyllingebryster
marinade:
1 spsk. olie
1 spsk. ketchup
1 spsk. brun farin
1 tsk. paprika
1/2 tsk. cayennepeber
1/4 tsk. salt
friskkværnet peber

  1. Rør marinaden godt sammen og vend kyllingebrysterne i den.
  2. Put kyllingen i et ovnfast fad og hæld resten af marinaden henover.
  3. Dæk fadet med staniol, og sæt det i ovnen ved 130 grader i 2 1/2-3 timer. Fjern eventuelt staniolen den sidste halve til hele time.
  4. Træk kyllingekødet fra hinanden med to gafler.
  5. Server det enten i burgerboller med en god coleslaw - lige som en pulled pork burger, brug det i salater eller spis det blot som det er. Prøv også at servere det til ris, og så med en lækker barbecuesauce til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar