mandag den 27. oktober 2014

Freja Kirk & Julias Moon Concert

Før i lørdags havde jeg aldrig været til koncert. Med mindre man tæller en Åh Abe koncert med, som jeg var til for mange, mange år siden. Og det synes jeg næsten ikke, at man kan. Jeg ved ikke hvorfor jeg aldrig har fået taget mig sammen til at gå til koncert - særligt ikke efter lørdagens oplevelse. Min første koncert var nemlig en dobbelt koncert med Freja Kirk og Julias Moon, og det var helt vildt! Jeg var i Kolding for at besøge Max hele weekenden, og sammen med Signe og Nik, to andre søde mennesker fra efterskolen, tog vi til koncert på noget, der hedder Godset. Freja Kirk kendte jeg ikke, og Julias Moon kendte jeg kun sporadisk fra radioen, så jeg var meget spændt og turde ikke forvente for meget. Men hold nu op, hvor var de dygtige! Freja Kirk gik på scenen først og startede stille ud med rigtig behagelig og rar musik, der dog også havde lidt kant, som jeg har lyttet meget til efterfølgende. Prøv fx. at lytte til Colored Lights - den er jeg helt vild med. Efter pausen gik Julias Moon på scenen, og de var for fede! Jeg havde frygtet at deres musik ikke ville lyde i nærheden af det, man har hørt i radioen, men jeg blev virkeligt positivt overrasket! De lød endnu bedre live og leverede et godt show. Man kunne virkelig fornemme at de nød at stå på den scene, og det var altså med til at gøre det helt fantastisk. Jeg kunne bestemt godt forestille mig at tage til Julias Moon koncert igen, og jeg er ret træt af at jeg kun kan finde 3 af deres numre. Der var nemlig meget af det, de spillede, som jeg gerne ville høre igen. Så min første koncert var bestemt en succes, og det blev kun bedre af at jeg delte oplevelsen med nogle af de mennesker, jeg holder allermest af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar