mandag den 6. oktober 2014

Gyser Lørdag











I lørdags stod Pierres gruppe for dagens aktiviteter. Temaet var gyser og startede dermed ud med "uhyggelig" brunch klokken halv 11. Jeg havde nået en morgenløbetur i det smukkeste efterårsvejr, så jeg var veloplagt og godt sulten da den farvede mad blev serveret. Efterfølgende blev vi delt ind i hold, der skulle konkurrere i forskellige aktiviteter og dyster. Første punkt var mumie-kreering, hvor jeg blev viklet ind i toiletpapir. Herefter var der ligposeløb, æggeløb med æg, hvorpå der var tegnet skræmmende ansigter og føleleg, hvor vi skulle finde plastikedderkopper i forskellige skåle, der indeholdt alt fra morgenmadsprodukter til leverpostej… Pointene blev talt sammen og vinderne blev kåret i de forskellige kategorier. Mit hold vandt i ligposeløb! Om aftenen var der frivillig gyserfilm, for de, der havde lyst til at se det.

Alt i alt var det en rigtig hyggelig lørdag, hvor der var tid til både afslapning, men også aktiviteter, der satte lidt gang i dagen. Jeg havde faktisk troet at stort set alle ville blive i den weekend, der lige har været. Det var jo den sidste weekend inden vi på fredag går på efterårsferie, og jeg havde derfor haft en idé om at der var mange, der gerne lige ville have det sidste med, inden vi ikke skal være sammen i ni dage. Så jeg blev overrasket, da der kun blev 50 ud af 120 elever, men det var faktisk et meget passende antal. Vi var nok til at der var liv på skolen, men også så få at det var afslappende. Og så fik jeg snakket med nogen, som jeg ikke havde snakket så meget med før, og det er også altid rigtig fedt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar