søndag den 23. november 2014

Tips til Værelses Makeover

billeder lånt fra tumblr

Boligindretning er en af mine helt store interesser. Jeg synes det er fasinerende hvordan man kan vise sin personlighed i sin indretning, og hvor lidt der skal til for at ændre et rums atmosfære. Jeg vil i dette indlæg dele lidt ud af mine bedste tips, til at få gjort værelset personligt og rart.

En god og simpel base er en god start. Med dette mener jeg at vægge, gulv, loft og møbler holdes i neutrale farver, som du ikke bliver træt af. Et rigtig godt bud er hvid! Køb en spandfuld maling og få malet alle væggene i samme nuance. Når basen er på plads, kan du overveje om du vil male eller tapetsere en enkelt væg. Det fungerer godt at have et enkelt blikfang på værelset, mens resten holdes neutralt. Det skaber noget liv, men bliver samtidig ikke for meget. Det giver dig også muligheden for at male væggen en anden farve eller skifte tapetet efter et års tid, hvis du pludselig vil have noget nyt. Jeg synes at nøglen til et interessant og personligt værelse er et mix af stilarter. Vær ikke så bange for at kombinere nyt og gammelt, for det er her, det bliver spændende. Dit værelse bliver til dit, når du kombinerer din farmors gamle stol, med en ny HAY pude, og viser hvem du er. Personlighed er det allervigtigste. Små detaljer som lysestager, vaser og nips er også vigtige, men pas også på at det ikke bliver for meget. Det fungerer bedst at sætte tingene op i mindre grupper, stilleben, og så lade andre flader og områder i værelset være mere afdæmpede. Det skaber ro, og stillebenene viser hvem du er og hvilken stilart du ønsker at have på dit værelse.

Det kan godt være svært at få indrettet det helt perfekte værelse, og det kan godt tage noget tid, men min erfaring siger mig at man ikke skal være så bange for det. Det er bare om at kaste sig ud i det, og ændre små ting indtil man er tilfreds. Personligt bliver jeg aldrig helt færdig med indretningen af mit værelse, for hver gang jeg afslutter et projekt, får jeg en ny idé. Og så må jeg igen begive mig i Bolia, XL-BYG, IKEA eller trælasten, alt efter hvad den nye idé går ud på, for at købe ind, så jeg kan føre visionen ud i livet. For jeg synes det er noget så hyggeligt at gå og nusse om mit værelse, så jeg har faktisk intet imod at det er et evighedsprojekt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar