onsdag den 31. december 2014

2014: December

Jeg startede december med at julepynte mit efterskole værelse. Så fint og hyggeligt!
Min klasse og jeg havde en fed, fed tur til ARoS. Så sjovt at komme uden for skolen med de søde mennesker fra 10.E, og så fik jeg endelig set ARoS, hvilket jeg har ønsket mig længe.
Nørre Åby var også blevet pyntet med fine julelys.
Til fællesaften på skolen var der casinoaften, der faktisk var overraskende hyggelig.
Derhjemme holdt vi "store-konfekt-dag". En af de bedste juletraditioner, vi har i min familie, hvis I spørger mig.
Jeg havde lavet en fin julekalender til mine brødre, som de heldigvis blev rigtig glade for.
Jeg skrev OSO, så skrev jeg mere OSO, og til sidst, så skrev jeg lige lidt mere OSO. Sådan gik en hel uge i min december, da vi 10.klasser blev sat til at skrive en "obligatorisk selvvalgt opgave" om vores uddannelse og fremtid.
Jeg nåede dog lige en julefrokost på min fars arbejde torsdag aften.
Og så stod vi klar til at fremlægge fredag morgen. Det gik super godt, så vi var meget glade, da det var overstået.
Vi fortsatte med at være glade om aftenen, for her stod den på vores første elevfest, hvor der var rave-tema. Så sjov en aften!
Jeg gav Rasmus en tur i biografen til hans fødselsdag i september, og endelig fik vi taget os tid til at komme afsted. Super dejligt at tilbringe lidt tid bare med ham, min store lillebror.
Jeg fik ny julepynt, og hang det op på min troldegren.
December bød også på smukt, smukt vintervejr, som jeg nød på løbe- og gåture.
Jeg fik lavet disse to ringe, som I snart vil få lidt mere at høre om, samt en masse andet til mit linjefag, smykker.
Jeg løb en helvedes masse i december - faktisk rundede jeg 100 km. i denne måned. Bl.a. løb jeg en meget overskudsagtig 10'er med min kære far, som vi selvfølgelig forevigede med et selfie.
Lærerne overraskede os alle, og gik luciaoptog, da vi var ved at gøre rent på vores værelser. Det var yderst underholdende.

Jeg brugte tid på at flette en hulans masse stjerner - jeg har nemlig endelig lært det!
Endnu en gang overraskede lærerne os; denne gang med morgenmad på sengen. Ret nice!
Vi holdt juleafslutning med masser af sang, musik og underholdning på skolen...
... og spiste julemiddag.
Og på den allersidstedag spillede vi eleverne mod lærerne i forskellige boldspil - bl.a. kinball
 Så fik jeg juleferie, og var både på julegaveshopping i regnvejr og til julefrokost med pakkeleg hos mine bedsteforældre.
Malthe spillede og vandt et forholdsvis stort stævne i indendørs fodbold, som jeg var ude og heppe til. Highfive!
I december gik det op for mig, hvor dejligt det er at løbe i Odense by og ved Odense Havn, så det har jeg gjort et par gange i løbet af juleferien. Jeg løber og løber og løber - og jeg elsker det.
 Luca fik sig et julebad...
 ... og jeg pakkede fine gaver ind.
 Og så blev det den store aften: J U L E A F T E N. Der som altid var super rar og hyggelig, og præcis som den plejer med god mad, godt selskab og fantastiske gaver.
 Juleferien har også budt på masser af tid til afslapning.
 Min mor, far, Malthe og jeg, kørte til Middelfart, for at gå en lang tur ved et af mine yndlingssteder: Hindsgavl. Der er så pænt derude! Og lyset på denne gåtur, var helt magisk.
 Den gåtur sluttede vi af med kaf' og kag' på Café Razz i Middelfart, og det var vi vist alle, og særligt Malthe, ret godt tilfredse med.
I december har jeg også gjort noget jeg ellers aldrig gør: været til ishockey! Det har jeg kun været én gang før, og det er ca. 10 år siden, da jeg havde en pædagog i børnehaven, der spillede, men da min onkel havde fået 10 fribilletter, tog jeg med. Og det var faktisk en virkelig sjov og morsom oplevelse, som jeg sagtens kunne finde på at gentage!
 En tur til Odense med Kamilla har der også været tid til, og her indebar programmet julegavebyt, cafébesøg, masser af snak og grin, samt lidt udsalgsshopping. Dejligt!
 Sidst, men ikke mindst, har jeg fået slappet af i juleferien, også selvom jeg også har haft en masse, jeg har skullet nå. Fx. har jeg også nået at arbejde i hallen, for første gang siden jeg startede på efterskole, og der har også været tid til at ses med nogle af mine efterskolevenner.

Og så mangler vi jo kun nytårsaften, som er i aften. Jeg krydser fingre for en fed aften!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar