mandag den 29. december 2014

2014: Oktober

En af de allerførste dage i oktober tog jeg en, for mig, stor beslutning: jeg meldte mig til mit første halvmarathon. 9 maj 2015 går det løs, og en af de store løbedrømme jeg har, går endelig i opfyldelse, når jeg løber over de to broer mellem Jylland og Fyn til Lillebælt Halvmarathon. I aner ikke, hvor meget jeg glæder mig!
I den forbindelse løb jeg også flere og længere ture i Nørre Åby og omegn.
Den første weekend i oktober blev jeg på NÅE, og lørdagen bød på gyser-tema, hvilket bl.a. indebar at jeg blev viklet ind som en mumie.
Om søndagen tog vi til Svendborg for at se en gammel færge blive sænket. Det var en hyggelig tur, helt bestemt, men det store øjeblik, da færgen sank til bunds, nåede vi ikke at se, da vi skulle nå bussen tilbage til skolen. Til gengæld nød vi solen og hinandens selskab, og så blev vi interviewet til TV2 Fyn.
Onsdagen inden efterårsferien var der hel linjedag, så der var jeg med dykkerlinjen ude og dykke. For mit vedkommende gik det ikke helt som planlagt, og jeg kom faktisk aldrig rigtigt ud og dykke. Desværre. I kan læse lidt nærmere om min oplevelse HER.
Så blev det efterårsferie, og jeg kørte mod vestkysten med min familie. Yderst tiltrængt.
Her gik vi utallige ture ved havet...
...og jeg løb også en del ture i klitter og på strand. Der findes næsten ikke noget bedre!
Sommerhushygge på højt plan: brætspil, kaffe og kage, samt lækkert morgenbord, som jeg nød at blive vækket til.
Ved Vesterhavet så vi flere døde sæler, hvilket var en lidt sær og trist oplevelse.
 Vi havde en hyggelig tur, og særligt mine brødres selskab, som jeg savner en del mens jeg er på efterskole, sørgede jeg for at stornyde, mens vi var afsted. Så der blev fjollet, grinet og snakket en masse, så jeg blev ført ajour med deres liv herhjemme. 
Da vi kom hjem fra sommerhus var der stadig nogle feriedage, og her fik jeg både tid til en biograftur med mine forældre, samt en hyggelig dag i Odense med søde Signe fra efterskolen.
Så tog jeg en weekend til Kolding, hvor jeg overnattede hos en af mine efterskolevenner hele weekenden. Den tur bød bl.a. på en fed, fed, fed Julias Moon og Freja Kirk koncert sammen med to andre fra efterskolen og en hyggelig gåtur ved vandet. Lidt kiggeri i Kolding by og storcenter, masser af skakspil og Sjit Happens var der også tid til.
Tilbage på skolen bød en af vores fællesaftener på Mr. & Mrs. NÅE, hvor vi skulle være det modsatte køn. Yderst underholdende!
Og så sluttede jeg oktober af med min første, og eneste, sygedag på NÅE. Øv det var træls.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar