torsdag den 25. december 2014

Juleaften

pænt julebord med kobberdetaljer
hjemmelavede småkager og konfekt, lakridskonfekt og julefrugter i lange baner
juleanden skæres ud og resten af julemiddagen tilberedes
gaver, gaver, gaver
glade mennesker, god stemning og gaveoppakning
obligatorisk julebillede

Jeg havde en dejlig juleaften i går. Præcis som den plejer, og præcis så rar som den plejer. Traditionen tro holdt vi jul herhjemme, sammen med min mormor og bedstefar, farmor, moster og, for første gang i år, onkel. Mine brødre og jeg er de eneste børn på min mors side af familien, så det har altid været det letteste at holde jul hos os.

Vores juleaften forløber altid på samme måde: Vi står op når vi vågner, hvilket ofte er ret tidligt, og så har julemanden været forbi med en gave. Dem pakker vi op sammen, og så går vi ellers i gang med forberedelserne. Anden bliver sat i ovnen, juletræet pyntet, bordet dækket, konfektfadene klargjort og de sidste småting kommer på plads. Og så bruger vi en del tid på at vente... Ved 2-3 tiden kommer gæsterne, og så er der tid til lidt mere snak og klargøring, inden vi drikker kaffe, spiser småkager og konfekt, og ser Disneys Juleshow og de sidste afsnit af julekalenderne. Lige netop dét er en af mine yndlingsjuletraditioner. Herefter er der nogen, der så småt går I gang med maden, mens de små (mine brødre og jeg + min moster) lægger gaverne under træet. Så venter vi lidt mere, inden det er tid til den store julemiddag, der hos os er helt klassisk julemad, men uden flæskesteg og med en frisk rødkålssalat, og efterfølgende risalamande, hvor der selvfølgelig er mulighed for at vinde en mandelgave. Den vinder min mormor 4/5 gange, men i år var det Rasmus, der var den heldige vinder. Når der så er blevet ryddet op, er det ved at være tid til at tænde træet. Så vælger vi alle en julesang hver og slutter af med en omgang "nu er det jul igen" i hele huset. Og SÅ er det tid til gaverne, som vi alle har ventet på det meste af dagen og aftenen. Både til at få og give. Den, der vinder mandlen, starter med at hente en gave. Når den gave er pakket op, henter den, der lige pakkede op, en gave til den næste, som så pakker op og henter den næste, og sådan fortsætter vi, til alle gaverne er væk. Det er en langsom måde at gøre det på, men også den mest hyggelige og rigtige synes jeg, for så får alle set alles gaver, og vi har god tid til at sige tak og hygge omkring det at give og få. Det er sådan vi altid har gjort det, også selvom det betyder at vi først er færdige omkring midnat. Efter gaverne er der ikke mere på programmet, så så plejer gæsterne ligeså stille at pakke sammen, vi får kigget en ekstra gang på nogle af gaverne og sagt tak endnu en gang. Og så plejer vi at gå i seng med et smil på læben, og vågne op til alle de dejlige gaver igen. Præcis som jeg gjorde her i morges.

Hvordan forløber jeres juleaften? Det vil jeg meget gerne høre om!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar