lørdag den 20. december 2014

Juledag, Julefest og Julekoncert


I torsdags var der juledag og julefest på NÅE. Morgenen startede, som jeg nævnte i dette indlæg, med at lærerne serverede morgenmad på sengen, hvilket nok var den bedste overraskelse længe. Herefter var der forskellige værksteder og aktiviteter indtil frokost. Jeg valgte mig på smykker, så jeg kunne få lavet mine julegaver helt færdige. Jeg glæder mig sådan til at vise jer de fine ting, jeg har fået lavet.

Så skulle der planlægges underholdning i venskabsgrupper. Venskabsgrupper er to eller tre kontaktgrupper, der er sat sammen, og min venskabsgruppe var så heldig at trække en juleballet, som den form for underholdning, vi skulle stå for. Efter lidt del kaos og en smule planlægning, fik vi serveret æbleskiver, inden der var midtvejssamtaler med kontaktlærerne, og tid til bare at slappe af på værelserne.

Til aftensmaden blev den store julemiddag serveret, og i løbet af middagen var der forskellige underholdningsindslag, der blev præsenteret. Det vil sige at vi fremviste vores yndige juleballet (som faktisk endte med at være ret underholdende), der blev sunget, danset og spillet skuespil.Vi var også oppe til fernisering i billedkunstlokalet, hvor rakuholdet viste deres ting frem, og vores dansehold, girly styles, viste også deres dans inde i salen.

Herefter samledes vi alle i Dan T, hvor vi maste os sammen rundt omkring i sofa'er, klar til at høre noget musik. Både begynderband, band og lærerne spillede et par numre hver, og de var sindssygt dygtige. Det var også virkelig hyggeligt at sidde der, alle sammen, og bare nyde at være sammen.

Det allersidste på programmet var en intimkoncert i kirken. Vi havde fået lov til at låne kirken fra 23 til midnat, og gik i samlet, stille flok gennem kirkegården og ind i kirken, hvor der var tændt levende lys, og koret stod klar til at synge. Vi fandt stille vores pladser, og den ro der var, var helt fantastisk. Alle var 100% til stede i øjeblikket, og der hvilede en helt magisk stemning over os alle. Alle 120 elever var musestille og fokuserede under hele koncerten, hvor vores enormt dygtige musiklærer sang et par numre, tre elever sang solo, koret gav et enkelt julenummer og vi sang et par fælles julesalmer. Det var sådan en smuk oplevelse, som med vilje hverken blev fotograferet eller optaget. Det var vores oplevelse. En helt særlig oplevelse, som vi, NÅE-folket, kun deler med hinanden. Og det er ret fantastisk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar