søndag den 7. december 2014

Konfektfavoritter

Vi har lavet kokoskranse og konfekt hele dagen i dag. Det har været smadderhyggeligt og meget julet! På trods af forkølelse og hovedpine, der også gør at jeg først tager tilbage til efterskolen imorgen tidlig. Vi har fået lavet SÅ meget fint og lækkert konfekt, så jeg synes at jeg vil dele mine favoritter med jer. Selvom billedkvaliteten ikke er noget at blære sig med, så håber jeg at I alligevel får lyst til at give jer i kast med lidt konfektkreering!

Hindbærmarcipankugler med hvid chokolade og frysetørret hindbær (10 stk.)
100 g. marcipan
1 spsk. hindbæressens (jeg brugte en fra Dr. Oetker)
hvid chokolade
frysetørret hindbær
  1. Ælt marcipan og hindbæressens sammen. Smag det evt. til med mere hindbæressens
  2. Tril marcipanen til kugler.
  3. Smelt den hvide chokolade.
  4. Overtræk kuglerne med chokoladen og vend dem i frysetørret hindbær.
  5. Lad chokoladen sætte sig på køl eller et køligt sted.

Citronmarcipankugler med mørk chokolade (10 stk.)
100 g. marcipan
1 spsk. citronessens (jeg brugte en fra Dr. Oetker)
mørk chokolade
evt. krymmel
  1. Ælt marcipan og citronessens sammen. Smag det evt. til med mere citronessens.
  2. Tril marcipanen til kugler.
  3. Smelt den mørke chokolade.
  4. Overtræk kuglerne med chokoladen og drys dem evt. med lidt krymmel.
  5. Lad chokoladen sætte sig på køl eller et køligt sted.
Nougatkugler med hasselnødder (10 stk.)
10 hele, afskallede hasselnødder
80 g. nougat (køleskabskold)
mælkechokolade
fintblendede, afskallede hasselnødder
  1. Del nougatten i 10 lige store stykker, og tryk hvert stykke sammen om en hasselnød, og tril dem så runde som muligt.
  2. Sæt kuglerne ca. 15 min. i fryseren, til de er helt kolde og hårde.
  3. Smelt mælkechokoladen.
  4. Overtræk kuglerne med chokoladen, og vend dem i de fintblendede, afskallede hasselnødder. Du skal arbejde lidt hurtigt, så nougatten ikke smelter for meget.
  5. Lad chokoladen sætte sig på køl eller et køligt sted.
Citronmarcipankugler med frysetørret brombær og hvid chokolade (10 stk.)
100 g. marcipan
1 spsk. citronessens (jeg brugte en fra Dr. Oetker)
2 spsk. frysetørret brombær
hvid chokolade
mørk chokolade
frysetørret brombær
  1. Ælt marcipan og citronessens sammen. Smag det evt. til med mere citronessens.
  2. Tilsæt de 2 spsk. frysetørret brombær - se evt. om der skal lidt mere i - og ælt det godt sammen.
  3. Tril marcipanen til kugler.
  4. Smelt den hvide chokolade
  5. Overtræk kuglerne med den hvide chokolade.
  6. Lad chokoladen sætte sig på køl eller et køligt sted.
  7. Smelt en smule mørk chokolade, og lav striber på de hvide kugler ved hjælp af en gaffel, som du dypper i den mørke chokolade.
  8. Drys med lidt frysetørrede brombær.
Marcipan/nougatkugler med tørrede tranebær og abrikoser, kokos og syltet appelsinskal (10 stk.)
60 g. marcipan (køleskabskold)
40 g. nougat (køleskabskold)
1-2 spsk. tørrede tranebær
1-2 spsk. tørrede abrikoser
1-2 tsk. syltet appelsinskal
1-2 spsk. kokosmel
mørk chokolade
10 tørrede tranebær
flormelis
  1. Riv marcipan og nougat på et groft rivejern, og ælt det sammen.
  2. Hak tranebær, abrikoser og syltet appelsinskal fint, og ælt det ind i nougat/marcipanmassen sammen med kokosmel.
  3. Sæt det på køl i 10-15 min., så det bliver lettere at arbejde med.
  4. Tril massen til kugler.
  5. Smelt den mørke chokolade og overtræk kuglerne.
  6. Put et tørret tranebær på hver kugle, og sigt en smule "sne" (flormelis) over dem.
  7. Lad chokoladen sætte sig på køl eller et køligt sted.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar