fredag den 26. december 2014

Krimi x 2

Jeg er faktisk lidt af en læsehest. Når jeg har tid, vel og mærke. I travle og stressede perioder har jeg ikke roen og tiden til at sætte mig ned med en god bog, men når jeg så endelig får det gjort, undrer jeg mig altid over, hvorfor jeg dog ikke gjorde det noget før. For der er ikke noget mere afslappende end at fordybe sig i en roman. De fleste af de bøger jeg læser, låner jeg af mine bedsteforældre eller på biblioteket, men der er også noget hyggeligt ved at have sine egne bøger stående i reolen, så at der gemte sig hele to nye bøger under juletræet, var jeg ganske godt tilfreds med.

Begge bøger er krimier, eller spændingsromaner, om man vil. Trofæ har jeg kun hørt positivt om, og min mor, der er i gang med den lige nu, er helt opslugt, så det må være et godt tegn. Serafine, er efterfølgeren til en bog, Øjesten, jeg fik tilbage i marts 2013 til min 15 års fødselsdag. Jeg ventede og ventede på efterfølgeren, men glemte til sidst alt om den, og det var først da jeg pakkede 2eren her op, at det gik op for mig, at det var den bog, jeg havde gået og ventet sådan på. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang! Men først har jeg lige Jakob Ejersbo's triologi, som jeg er halvvejs igennem, og gerne vil have færdiggjort, liggende. De er også forfærdeligt gode, så det gør bestemt ikke noget, og det er altid rart at have noget godt at se frem til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar