tirsdag den 6. januar 2015

Noget om at mangle nogen

En lidt kryptisk titel, der blot dækker over det simple faktum, at jeg savner Emma helt forfærdeligt.

Emma, min bedste veninde gennem 10 år, tilbringer nemlig dette år i USA. Hun er den veninde, jeg har oplevet flest ting med og hende jeg stoler allermest på. Vi er forskellige på rigtig mange måder, men forstår alligevel at bringe det bedste frem i hinanden. Vi accepterer og respekterer, at vi er forskellige, men forstår også at udnytte dette til at være endnu bedre sammen. Og jeg tror netop, at det er fordi vi er forskellige, at vi har det så godt sammen.

For det meste går det meget godt med at undvære hinanden. Jeg har travlt med mit på efterskolen, og hun har også masser at se til "over there", så det bliver blot til lidt facebookchat og et par skypeopkald en gang i mellem. Men en gang imellem rammer savnet mig, og det går op for mig, hvor meget jeg mangler hende. Særligt her i forbindelse med jul og nytår har det været hårdt, da der som altid er en masse traditioner forbundet med disse højtider - også mellem hende og jeg. Jeg har holdt nytår med hende de sidste to år, og da jeg nytårsmorgen løb forbi hendes hus og den sø, hvor vi så ofte har været for at fodre ænder, kunne jeg ikke bære det længere, og måtte stoppe op for at græde. Det var faktisk en ret voldsom oplevelse, at jeg pludselig savnede hende så meget, at det gjorde ondt. Det gik op for mig, hvor stor en del af mit liv, hun plejede at fylde, og hvor underligt jeg stadig synes det er, at hun ikke er her. Der er så mange ting jeg gerne ville fortælle hende!

Jeg glæder mig uendelig meget til at hun kommer hjem. At kunne give hende det største knus, grine og græde med hende, og dele alle de oplevelser, vi har haft, hver for sig, i løbet af dette år. For ligemeget hvor fedt jeg synes efterskole er, hvor dejlige mine nye venner og veninder er, og hvor meget bedre jeg har det rent skolemæssigt end i folkeskolen, så er der alligevel den dér lille del af mig, der mangler. Den del, der hedder Emma, og som lige nu er symboliseret med et hvidt plastikarmbånd om mit håndled, som jeg fik af hende lige inden hun tog afsted. Jeg har haft det på siden, og tager det ikke af, før hun igen er på dansk jord.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar