tirsdag den 13. januar 2015

Nytårsfest på NÅE

Her i weekenden var det min gruppe, der stod for at arrangere lørdagens program. Vi havde valgt at holde nytårsfest, så efter en dejlig, dejlig start på dagen, frokost og afslapning med film, gik vi i gang med festforberedelserne, hvor vi havde forskellige opgaver. Nogen skulle dække bord og pynte op, nogen stod for festhatte og bordbomber, der skulle laves dessert og forret, og så skulle der optages en kreativ nytårstale. Der var god stemning, og folk hyggede sig med at gøre klar. Jeg stod for forretter sammen med en håndfuld piger, og det var så hyggeligt at være lidt i køkkenet. Det savner jeg faktisk mens jeg er her på efterskolen; at lave mad - både derhjemme og på mit arbejde.

Klokken 18 startede festen med velkomstdrinks, og så var der ellers festmiddag med brushetta til forret, bøf bernaise med pommes og salat til hovedret, og lavakager med vaniljeis og festlig paraplypynt til dessert. Alle var glade, der blev sprunget hjemmelavede bordbomber, lavet af balloner, og flere af os havde fine, fine hatte på.

Aftenen sluttede med fremvisning af den nytårstale, der var blevet produceret, nedtælling til "nytår", hvor vi hoppede ned af stolene, poppede noget børnepagne og spiste kransekage, og til allersidst var der stjernekastere og knaldperler. Ret vildt!

Det var en dejlig dag og sjov aften, og alt i alt et arrangement, som jeg var fint tilfreds med at have været medarrangør til. Det virkede lidt uoverskueligt og ustruktureret i starten, men det endte jo med at være helt ok, og meget afslappet. Så vi fik ordnet de ting vi skulle, men der var også tid til bare at slappe af og være sammen i løbet af dagen. Præcis som det skal være i en efterskoleweekend.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar