tirsdag den 27. januar 2015

Vierli med NÅE: Alpin

Efter tre dage veloverstået med langrendsski, skulle vi stå på enten alpinski eller snowboard onsdag, torsdag og fredag. Vi havde hjemmefra fordelt os på forskellige niveauer, og valgt hvorvidt vi ville stå på alpin eller snowboard. Jeg havde valgt nybegynder ski, og var meget, meget spændt.

Tirsdag, efter vores sidste langrendstur, afleverede vi de ski og støvler, og fik i stedet udleveret alpinstøvler og -ski, stave, til de øvede, og hjelme, så onsdag morgen var vi klar til nye skieventyr. De, der var lidt mere vant til at stå på ski kørte til Rauland, et større skisted i nærheden, mens vi nybegyndere blev i Vierli, hvor vi startede på børnebakken. Den fik jeg faktisk rimelig hurtigt styr på, og smuttede derfor med over på den blå bakke, da gruppen blev delt op.

Her kørte jeg op og ned, og op og ned, og op og ned hele formiddagen, og nåede faktisk til et punkt, hvor jeg syntes at det var sjovt. Jeg var nok ca. den langsomste skiløber i verden, og plovede hele vejen ned, men jeg var positiv, og også noget mere positiv end jeg havde regnet med.

Desværre havde jeg en lidt træls oplevelse på skiene torsdag formiddag. Den lille, blå bakke var efterhånden blevet en anelse kedelig, så jeg lod mig overtale til at tage med op på toppen, for så at finde en anden blå at køre ned af. Men da vi kom helt derop på toppen, hvor der var så smukt, så smukt, og vi kunne se ud over den smukkeste, uberørte dal, hvor solen stod over, var der ingen blå pist, som der ellers havde været indtegnet på kortet, men kun en rød. Og så gik jeg lettere i panik og baglås, og nægtede, vred, bange og ked af det, at køre ned ad noget, der i mine øjne var alt for stejlt til at mine stadig lidt usikre ski-ben kunne klare det. Så jeg endte med at smide skiene og gå ned. Så ydmygende.

Jeg kørte et par ture mere på den lille blå bakke torsdag, og tog også et par ture fredag formiddag, men det var som om min spirende glæde for skiene var falmet en smule. Jeg havde i hvert fald ikke samme gåpåmod.

Så da der blev åbnet op for at vi kunne kælke, tog det ikke mange sekunder for mig at smide skistøvlerne og i stedet tage mine almindelige støvler på. Og så var det bare op, op, op med liften og så heeeeeeeele vejen ned for fuld fart! Blev kaldt lidt af en fartdjævel på den kælk der, men det var godt nok også sjovt! På ski føler jeg mig stadig ret usikker, men kælke, det kan jeg!

Jeg forstår udemærket hvorfor folk bliver grebet af ski. Det dér kick man får, når man suser ned ad bakken, er ret fedt. Det er sjovt, når det går godt, når skiene glider og når man bliver mere og mere modig. Så meget nåede jeg da at finde ud af, på mine få dage på ski. Også selvom jeg (desværre) ikke nåede at blive helt fortrolig med skiene, eller nåede det punkt, hvor jeg stolede på at jeg kunne finde ud af det. For for at blive helt vild med ski, tror jeg, at man skal turde at give slip og bare stole på at man godt kan dreje og bremse, og at man ikke kommer slemt til skade. Der nåede jeg aldrig helt til, så jeg tror også at min næste gang på ski ville kræve lidt overvindelse og overtalelse af mig selv.

Jeg ville gerne kunne sige, at ski var det fedeste, for det tror jeg virkelig det er, hvis man tør og kan, men jeg kan ikke helt hoppe med på den ski-heppende vogn, hvor gerne jeg end ville.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar