lørdag den 7. februar 2015

Bounty- & Snickersbidder

Jeg var til elevfest i går! Og jeg havde den sjoveste og bedste fest nogensinde! Jeg har aldrig danset, grint og sunget så meget, som jeg gjorde i går og nat. Jeg var jo også sammen med nogen af mine yndlingsmennesker, som jeg på kort tid er blevet enormt tæt med, og så er det jo næsten umuligt ikke at have det godt. Stemningen var super god fra start af, og folk gav den max gas! Jeg drikker ikke som sådan (fik måske 1 genstand samlet set i løbet af aftenen - og det er ikke en joke), men jeg fik bevist at man sagtens kan have det sjovt alligevel! Folk var i hvert fald imponerede over min konstante energi og gode humør. Der var mange, der ikke troede på at jeg ikke havde drukket, fordi jeg var så hyped. Jeg ville bare danse, og danse, og danse. Jeg tror også at man ved ikke at drikke, slipper for den nedtur og træthed, der også tit følger med, når man har været fuld i et stykke tid. Det var i hvert fald min oplevelse.

Endnu et plus ved ikke at drikke, er mine ikke-eksisterende tømmermænd. Det er da bestemt ikke dårligt at slippe for dem! Jeg har selvfølgelig været træt, men alligevel været med min mor i Odense det meste af dagen, hvor vi fik gjort os en masse gode køb!

Jeg har jo også ferie nu, og det er da dejligt. Jeg har rare planer med min familie, og glæder mig til at skulle være hjemme i en uge, men jeg tror også jeg kommer til at savne NÅE. Over halvdelen af efterskoleåret er gået, så jeg føler at jeg virkelig skal huske at nyde det allersidste! Så på en eller anden måde er denne ferie lidt spild af tid, samtidig med at det da altid er dejligt med ferie.

Og så må vi hellere vende tilbage til det, som indlægget her skal handle om: små chokoladebidder med snickers- og bountysmag, som jeg også har fået kreeret i dag, så min familie og jeg har noget at hygge os med her til aften, når vi skal se Talent og/eller Melodi Grand Prix. Opskriften på dem begge er meget simpel, og kræver få ingredienser. Kokos/bounty-bidderne indebærer en smule mere arbejde (og en minihakker), men ellers er det præcis samme fremgangsmåde! Hvis du løber ud i køkkenet NU, kan du også nå at have dem klar til i aften!

Opskrift på ca. 8 bountybidder
40 g. mørk chokolade
20 g. kokosmel + 10 g. kokosmel + ekstra til pynt
1/2 tsk. kokosolie
  1. Blend 20 g. kokosmel i laaaaang tid i en minihakker, til det bliver til kokossmør. Altså til det klistrer sammen, hvis du trykker det mellem to fingre. Håber det giver mening.
  2. Tilsæt kokosolien, og blend til det er en nogenlunde ensartet masse.
  3. Smelt chokoladen (over vandbad eller i mikroovnen)
  4. Rør dit kokossmør i sammen med de 10. kokosmel.
  5. Hæld massen i en form foret med bagepapir, og drys ekstra kokosmel på toppen.
  6. Sæt chokoladen på køl til det er fast, og skær det i stykker med en stor skarp kniv. 
  7. Opbevar på køl til servering.

Opskrift på ca. 8 snickersbidder
40 g. mørk chokolade
20 g. peanutbutter (jeg brugte crunchy)
15 g. peanuts + ekstra (hakkede) til pynt
  1. Smelt chokoladen (over vandbad eller i mikroovnen)
  2. Rør peanutbutter og peanuts i.
  3. Hæld massen i en form foret med bagepapir, og drys ekstra (hakkede) peanuts på toppen.
  4. Sæt chokoladen på køl til det er fast, og skær det i stykker med en stor skarp kniv.
  5. Opbevar på køl til servering.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar