onsdag den 25. februar 2015

Oplevelsesemnedag

I går var undervisning og hverdagens almindelige rutine aflyst og erstattet af en "oplevelsesemnedag". En dag, hvor lærerne planlægger en anden form for aktiviteter, som bliver holdt hemmeligt i dagene op til. Ingen ved altså hvad der skal foregå, blot at dagen bliver anderledes. Vi har prøvet det en gang før, og der blev afholdt aktiv/passiv-dag.

Gårsdagens arrangement var todelt. Formiddagen bød på stille og rolige "sanseaktiviteter". Inddelt i fem hold kom vi igennem fem poster: Synssansen, hvor vi så togturen fra Svendborg til Odense i vores biograf. "Spillesansen" (som vi jo alle ved er en sans), hvor vi spillede 500. "Tale-, snakke-, diskutionssansen (også en af de kendte sanser), hvor vi diskuterede og snakkede om alverdens forskellige emner - S.U., skønhed, venner, krig osv. "Læsesansen" (igen, en af de mest (aner)kendte sanser) hvor vi skulle læse en novelle - intet andet. Og sidst, men ikke mindst, høresansen (der ér en sans) hvor vi blot skulle ligge og lytte til musik i et mørkt rum.

Aktiviteterne var hyggelige, og der var en meget afslappet stemning, men jeg må også indrømme at det næsten var for stille og roligt. Vi havde forventet en masse oplevelser, og i stedet skulle vi "bare" se, spille, snakke, læse og lytte. Det var lidt underligt.

Eftermiddagen var til gengæld noget mere aktiv - og ret morsom. Vi gik (i regnvejr) ned til hallen, hvor vi blev bedt om at finde sammen med en makker, som vi kunne holde ud hele dagen. Vi skulle tage hinanden i hånden, og så måtte vi ikke give slip, ligemeget hvad der skete. Det betød nemlig straf i form af strækkere. Så med hinanden i hånden legede vi fangelege og spurtede omkring som opvarmning, hvorefter der var hockey, fodbold og kinball. Det var en udfordring, men en fed og sjov en af slagsen, at skulle kommunikere med både holdet og hinanden, og der kom mange grin og underholdende situationer ud af det. Hvis vi blot skulle spille bold, havde det været lidt banalt og kedeligt, men på den her måde blev det gjort sjovt og efterskoleagtigt, og vi kunne alle deltage på lige fod. Det var pludselig en ganske underholdende måde at få rørt sig på, så vi kæmpede alle med og trak hinanden rundt.

Så vi fik en dag med oplevelser. Små og store, og mest af alt bare samvær med hinanden. Det blev ikke vildt med Legolandstur, omvendt-dag eller opførsel af Berlinmuren, som vi havde kørt det op til, men det var nok.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar