torsdag den 12. marts 2015

Bananpandekager med Kokos

De her små, buttede pandekager blev smækket sammen på 10 minutter, da min mor og jeg havde lyst til lidt søndagsforkælelse i form af pandekager i forrige weekend. Små, buttede, fluffy og søde - men faktisk også sunde! Tilføjelsen af kokos i dejen gjorde dem både søde, og gav dem en lækker konsistens. Jeg synes faktisk, at de er en skarp konkurrent til min mors allerbedste pandekager, og i den grad den lækreste form for bananpandekager, jeg nogensinde har lavet. Faktisk, kunne jeg godt finde på at servere dem til fx. et fødselsdagsbrunchbord, og jeg er sikker på at ingen ville klage - ikke engang de, der kan være lidt skeptiske overfor "sunde alternativer"

Vi pressede en blodappelsin og en almindelig appelsin, der lå og så lidt triste ud i frugtskålen, og drak den til de små pandekager, som vi serverede med årets første (udenlandske) jordbær, en lille håndfuld mandler, en klat skyr, der var rørt med vanilje, akaciehonning og et drys kokos. Mhmm... det var dejlig mad, som jeg både kan anbefale som eftermiddagsmåltid, morgenmad eller en sund dessert.

Opskrift på bananpandekager med kokosmel til 2 personer (ca. 12 små stk.):
1 moden banan
2 æg
1/2 dl kokosmel
1/2 dl grahamsmel
1 tsk bagepulver
1 tsk vanilje
1-2 spsk mælk
  1. Pisk banan, æg, kokosmel, grahamsmel, bagepulver og vanilje med en elmixer i et par minutter, til det er uden klumper, ensartet og luftigt.
  2. Tilpas konsistensen med lidt mælk, som du tilføjer lidt ad gangen.
  3. Steg små pandekager ved middel varme på en nonstick pande med en smule fedtstof, til de er gyldne på begge sider.
  4. Server med ønsket topping - fx. skyr med vanilje, jordbær, akaciehonning, kokosmel og mandler.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar