søndag den 22. marts 2015

Efterskole DM 10 KM

I fredags havde jeg endnu en fantastisk succesoplevelse i løbeskoene. Der var nemlig 10 km DM for efterskoleelever i Middelfart, og, på trods af kulde og blæst, tog hele skolen derud. Lidt over 30 elever, samt en håndfuld af personalet, skulle løbe, og resten skulle heppe med hjemmelavede skilte.

Iskold og rystende af kulde løb jeg afsted sammen med Anna Margrethe og ca. 800 andre efterskoleelever, da startskudet lød klokken 11 (lige efter den famøse solformørkelse), og vi sendte farverige balloner til vejrs. Planen var at Margrethe og jeg blot skulle starte ud sammen, og så se hvordan det passede med tempoet, men det endte med at vi fulgtes hele vejen. Normalt løber jeg alene, men det passede så fint at følges, og det var sindssygt fedt at dele den oplevelse. Vi havde en fest, snakkede stort set hele vejen og heppede på vores venner og veninder, når vi krydsede hinanden.

Jeg havde et lille håb om at kunne komme under 55 min, og holdt øje med vores kilometertider undervejs, men indviede ikke Margrethe i mine skumle planer, da jeg også var indstillet på at vi bare skulle have et godt løb, og at tiden ikke var så vigtig (så længe det var under 1 time). Da vi så passerede 9 kilometer, og jeg kunne se, at det bestemt var et realistisk mål med de 55 min, sagde jeg forsigtigt til hende, at hvis vi holdt farten, ville vi komme under 55 min. Det kom vist lidt bag på hende, at vi havde løbet så stærkt, men det gav blod på tanden, og tempoet blev skruet lidt yderligere op. Én kilometer klarer man jo snildt, når man har overstået 9, og med masser af overskud og kræfter, samt udsigt til noget, der for os begge var en drømmetid, var det ikke noget problem.

Så med højt humør og store smil, passerede vi mållinjen i tiden 54:27, og kunne glade, stolte og lettede give hinanden en highfive og en kæmpe krammer. Det var SÅ fedt, at kunne løbe så god en tid (i hvert fald for mit vedkommende), og samtidig have overskud til at nyde turen og snakke. På billederne kunne vi også efterfølgende se, at vi hele tiden smilede. Det var simpelthen guld værd at have Margrethe med som løbemakker, og det var som om at vi bare fløj afsted, og hele tiden opmuntrede hinanden. Vi var helt høje bagefter, og jeg var så glad på både mine egne og hendes vegne.

Det var også fedt at mærke, at jeg rent faktisk kan løbe så gode og hurtige tider, uden at være helt smadret. Det giver lidt ekstra gåpåmod, og ambitioner om at forbedre mig. Efter sådan en oplevelse, hvor alle 10 km er ren fornøjelse, vokser troen på mig selv i hvert fald. Det var også noget af en optur, efter den der lille skade, jeg havde i starten af måneden, og så var det endnu et skridt i den rigtige retning mod et godt løb, når jeg til maj skal løbe Lillebælt Halvmarathon. For selvom jeg har løbet halvmarathon én gang før, så er jeg da lidt spændt på løbet over broen, der er mit første store løb. Men jeg er glad, når jeg har mine løbesko på, og da særligt, når det går som det skal.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar