mandag den 23. marts 2015

Fødselsdagsgaver


Jeg holdt fødselsdag i lørdags, som jeg nævnte i dette indlæg, og havde en skønherlig dag i det allerbedste selskab. Vi havde inviteret mine bedsteforældre, min moster og onkel, og to af familiens vennepar: Kamillas familie og Emmas familie. Emma kunne af gode grunde ikke komme sammen med sin familie (hun befinder sig jo stadig i USA), men Kamilla var her sammen med sin familie, og det var simpelthen så dejligt at se hende og dem. Det er jo ikke så tit, vi har tid til at ses, når jeg er på efterskole og hun er startet på gymnasium. 

Gode gaver fik jeg da også, og her ses et udpluk af de "smågaver" jeg fik: fødselsdagskort, penge, et gavekort til magasin, et hjemmelavet gavekort til cafébesøg og ansigtsbehandling med Emma, når hun er hjemme igen, en kogebog og Usain Bolts selvbiografi (må tilstå, at jeg er ret vild med ham, så glæder mig til at læse den, selvom det nok ikke bliver den store litterære oplevelse). Så fine gaver, som jeg er meget, meget glad for. 

Jeg er hjemme fra efterskolen i dag, da jeg skal til noget læge-værk i eftermiddag, og har dermed denne dag til at tulle lidt rundt herhjemme. Fik klaret dagens løbetur (inklusiv bakkeintervaller) imorges, spiste god morgenmad, og er nu ved at smække en bolledej sammen, der så kan hæve, mens jeg får fulgt lidt op på den bunke indlæg, som jeg går rundt med i baghovedet.

I aften skal jeg tilbage til NÅE efter en dejlig fødselsdagsweekend, og det bliver nu også meget godt.

Sender rare mandagstanker i jeres retning<3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar