mandag den 16. marts 2015

Peanutbutter Cookies

Sprøde, lækre peanutbuttercookies, der kan fremtrylles på under en halv time. Der er altså ikke langt fra cookie-craving til cookie-tilfredsstillelse, og hvem kan ikke lide det? Her er der tale om en cookie for ægte peanutbutter-elskere, så hvis du ikke kan tilslutte dig dem, der hepper på det søde og salte, klistrede smørepålæg, så er dette nok ikke en opskrift for dig. Hvis du til gengæld er vild med det amerikanske stads, så er det her i den grad opskriften du har ventet på! En amerikanercookie, der med tilføjelsen af peanut M&Ms har dobbelt op på peanut-hed og amerikanske vibes. Jeg er vild med dem!

Opskrift på ca. 10 peanutbutter cookies:
75 g. peanutbutter, gerne crunchy, men smooth kan også sagtens bruges
50 g. sukker (evt. lidt mindre. Jeg synes de var lige til den søde side, og ville nok nøjes med 30 g. næste gang)
1/2 æg eller 1 æggeblomme
1 spsk. mælk
20 g. grahamsmel
40 g. peanut M&Ms
  1. Rør alle ingredienserne, pånær M&Ms, grundigt sammen til en ensartet masse.
  2. Hak M&Ms groft, og rør dem i dejen.
  3. Tril den ret klistrede dej til kugler, og sæt dem på bageplader med bagepapir.
  4. Tryk dem let flade, men ikke for meget. De flyder også lidt under bagningen.
  5. Bag dem ved 180 grader i 10-15 min. til de er let gyldne. Det er i forvejen en meget sprød cookie, så bag dem endelig ikke for længe. Hvis du vil have dem chewy, skal de nok kun have 10 minutter. 
  6. Lad cookies'ne køle af på bagepladen et par minutter, indtil de kan løsnes fra papiret, og overføres til en rist, hvor de skal køle helt af. De bliver mere sprøde efter afkøling.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar