torsdag den 5. marts 2015

Sund på Efterskole

simpel salat med hindbærdressing, parmesan og masser af ristede mandler og kerner - opskriften er fra i sommers, og kan findes lige HER

Jeg har tænkt på at lave dette indlæg i noget tid, og har nu endelig fået taget mig sammen til at gøre det. For hvordan er det nu lige med det der sundhed og efterskole? Kan det forenes, eller er det en selvfølge at man på efterskole tager på, ligesom de fleste siger? Jeg mener sagtens at et efterskoleliv kan være sundt. Særligt hvis man tænker sig lidt om. Og i den forbindelse har jeg herunder samlet mine tips og tanker, omkring det at gøre et efterskoleliv sundt:
  1. Vælg den rigtige skole: Hvis sundhed er meget vigtigt for dig, gælder det i første omgang om at vælge den rigtige skole. For mig var det vigtigt, at skolen havde fokus på at der blev serveret god og nærende mad, så jeg ikke skulle leve et år på hvid pasta og nuggets. Ligeså var det vigtigt at jeg havde mulighed for at træne - både i forbindelse med undervisningen og på egen hånd. Så hvis det også er vigtigt for dig, så tag det med i dine overvejelser, når du skal vælge efterskole.
  2. Faste måltider: Sørg for at spise til måltiderne. Der er altså intet, der trigger lysten til at kværne en pakke chokoladekiks som lavt blodsukker. Så hvis du vil undgå det, så spis regelmæssigt til de måltider i får serveret.
  3. Spar hvor du kan: Er du ikke sulten til aften forfriskningen? Jamen så lad være med at tage en skive brød, blot fordi du har lyst og de andre gør det. Er du småsulten, så tag en halv skive i stedet for tre.
  4. Mængder: Tænk over mængderne af mad du spiser. Vores mad på NÅE er god, så man skal ofte huske sig selv på ikke at spise for meget. Men det er klart et af de parametre, hvor man kan justere lidt, hvis man husker at lytte til kroppen.
  5. Fyld tallerkenen med sunde sager: At spise sundt betyder bestemt ikke at spise lidt. Der er ingen grund til at gå rundt og være sulten, det handler blot om hvad man fylder tallerkenen med. Jeg sørger i hvert fald for at spise godt (især med den træningsmængde jeg har), og fylder altså min tallerken op. Vælg fuldkorn, frugt og grønt, grove kulhydrater og magert protein, i stedet for hvidt brød og pasta, sukkerfyldt müsli og andre ting i den dur. 
  6. Sund fornuft: Sund fornuft er et nøgleord. Det kan godt være at den der lune leverpostej lokker hver eneste aften, og at de der lune boller med smør til aftensserveringen dufter ufattelig godt, men brug din sunde fornuft. Spis måske lun leverpostej hver anden dag i stedet for hver dag, og spis ikke de nybagte boller hvis du ikke er sulten. Hvis du simpelthen ikke kan lade dem være, så snup en halv i stedet for en hel. Det handler om de små justeringer, og i høj grad om at tænke sig om. Spist naturligt, sundt, varieret og tilpas.
  7. Sunde snacks: Det er fint at have lidt slik og chokolade på værelset, men det kan også være en god idé at have lidt frugt, tørrede frugter og nødder i reservelager. Hvis du fx. ikke bryder dig om frokosten, er det fint at kunne spise et æble og en håndfuld mandler inden næste måltid, i stedet for at mæske dig i gifler.
  8. Bevæg dig: Det siger vel lidt sig selv. For at holde dig sund, er det en god idé at bevæge dig. Om det så er dans som linjefag, en løbetur, styrktræning i skolens motionsrum, en lang gåtur eller noget helt andet, det er som sådan underordnet, men sørg for at få bevæget dig, og gerne hver dag. 
  9. Vær aktiv med de andre: Hvis du synes det er lidt svært at slæbe dig selv afsted på en løbetur, så hiv en god ven eller veninde med. Der er helt sikkert en anden på skolen, der også gerne vil ud og bevæge sig. En hyggesnak på værelset kan også snildt byttes ud med en hyggelig walk-and-talk.
  10. Få nok søvn: Her halter jeg selv efter, men ikke desto mindre er et godt råd. Man har det altså bare lige dét bedre, hvis man får sovet nok. Og så er det også lidt lettere at modstå fristelser og få dyrket noget motion.
  11. Gør ting, der er gode for dig selv: Sørg for at det ikke bliver en sur pligt, at skulle opretholde sundhedsværdien i dit liv. Gør det, fordi det er godt for dig selv. Tænk det på den måde. Det er ikke en straf, at sige nej tak til popcorn, men derimod et valg du tager om at have det godt med dig selv. 
  12. Balance og prioritering: I det store og hele handler rigtig meget her i (efterskole)livet om balance og prioritering. Sundhed handler selvfølgelig om søvn, kost og motion, men det handler også om at have det godt, være social og glad. Så forsøg at opnå den gode balance, hvor du prioriterer det, du synes er vigtigt og godt for dig selv. Kan du ikke undvære en kop varm kakao i stilletimen? Jamen så drik da den kop kakao! Men tag det som et bevidst valg og en prioritering fra din side af.
  13. Vær social: Ja, at være social er altså også en del af det at være sund. Og på efterskole bliver man jo nærmest tvunget ud i det sociale liv, hvilket jeg i den grad ser som noget positivt, og som en af de store værdier ved efterskolen. Men det sociale aspekt spiller også ind på flere måder. Der er fx. noget ekstremt hyggeligt ved aftenforfriskningen på skolen, og selvom jeg som oftest ikke er sulten, og derfor nøjes med en kop the og måske et æble, så går jeg da med til forfriskning for det sociale. Sørg altså for at se muligheder i stedet for udfordringer, og gør samtidig tingene på din måde og efter hvad du har lyst til og brug for.
  14. Nyd det og giv dig selv lov: Vigtigst af alt, så sørg dog for pokker at nyde (efterskole)livet! Spis tirsdagskage, brug en søndag i en sofa sammen med dine bedste veninder, Netflix og chokolade, drik varm kakao på en regnvejrsdag. Gør alle de rare ting og nyd hvert et øjeblik! Men nyd også at tage de sunde valg, hvis de gør dig glad. Tirsdagskagen er et godt eksempel for mit vedkommende, for selvom jeg går op i også at holde mig sund på efterskolen, så skal der altså meget til, før I får mig overbevist om at droppe den!
Jeg håber at denne guide kan være behjælpelig, men jeg håber også at I blot bruger den som inspiration, og husker på at der ikke er nogen "rigtig" eller "forkert" måde at leve sit (efterskole)liv på. Sundhed er i høj grad et subjektivt og individuelt udtryk, så slap af, nyd det og gør hvad der fungerer bedst for dig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar