fredag den 3. april 2015

Brownie Påskeæg

Dette er ikke helt almindelige æg. Eller jo, på en måde er det. Det er nemlig ægte hønseæg, men indeni er der en "brownie surprise". Jo jo, den er skam god nok: Jeg har bagt brownies i æg. I anledning af påske ville jeg gerne eksperimentere med lidt påskebagning, og så fik jeg den idé, at bage kage i æg. Det lyder måske både indviklet og besværligt, men faktisk gik det overraskende let, og resultatet blev særdeles vellykket: både velsmagende og sjovt at kigge på. Så omend det tager lidt længere tid end at bage brownie i en bradepande, så synes jeg bestemt det er dét værd - i hvert fald hvis man har tid og lyst til at begive sig ud i det. Min familie var i hvert fald begejstrede og imponerede, og synes det var en yderst herlig idé. Nederst i indlægget, kan I se hvordan det så ud, når man pillede ægget for at spise kagen.

Opskriften på brownies'ne er super simpel, men en af de bedste, jeg har smagt. De er fudgy og bløde, men heller ikke for klistrede. Jeg puttede hasselnødder i, da jeg elsker det knas, de giver, men det er helt op til dig.

Af den portion dej jeg lavede, var der nok til at fylde 5 æg, og så en ekstra brownie på ca. 10x15 cm. Jeg vil tro, at du ville kunne fylde 10 æg eller lave en brownie på ca. 20 x 20 cm. Jeg valgte blot denne løsning med at fylde 5 æg og så bare bage resten som en almindelig brownie, for ikke at skulle tømme flere æg, end jeg egentlig havde brug for. For det skal man lige have i mente: for at kunne bruge æggeskallerne, skal de jo tømmes for "fyld", så du ender altså med nogle udslåede æg i dit køleskab. Men dem kan du jo bare trylle om til æggekage, røræg eller noget andet.

"Reden" som jeg serverede æggene i/på, er sukkerslør (hvilket er forholdsvis enkelt at lave, men dog kræver glukosesirup) og opskrift på både det og brownies'ne får I herunder, sammen med en fremgangsmåde til at klargøre og fylde æggene.

Hvis I ikke har mod på et "brownie-i-æg"-projekt, men gerne vil lave påskelækkerier, lavede jeg sidste år nogle marcipanpåskeæg, der er lidt lettere at gå til. De er lige her

Klargøring af æggeskaller:
Tag en kødnål, og prik forsigtigt hul i bunden på æggene. Prik flere huller ved siden af hinanden til du kan pille et stykke skal af, og dermed få lavet et hul på ca. 2 cm i diameter. Tøm så æggene ned i en skål ved at ryste dem/banke forsigtigt på dem (gem et æg for sig selv til browniedejen). Måske skal du hjælp blommen ud, ved at prikke hul på den med en kniv. Det tager lidt tid, og er lidt besværligt, men skal nok lykkes. Når æggene er tømt, kan du stille de udslåede æg i køleskabet (i en lukket beholder) og skylle dine skaller både indvendigt og udvendigt. Bring så en grydefuld vand i kog med et par skefulde salt. Når det koger, slukker du for blusset og ligger æggeskallerne i. Sørg for at de er dækket af vand både indvendigt og udvendigt, og lad dem så ligge og trække i vandet i et kvarters tid. Tag dem op, tør dem af, og lad dem stå med åbningen nedad og dryppe af. Når de er helt tørre, fordeles der lidt olie i dem (sørg for at det kommer over det hele - swirl ægget lidt rundt), og de placeres i små hjemmelavede "reder" af staniol på en bageplade, med åbningen opad. Sørg for at de står godt fast, og ikke tipper. Så er du klar, og det er videre til brownieopskriften.

Opskrift på brownie med hasselnødder til 5 æg + 10x15 cm brownie:
100 g mørk chokolade (af god kvalitet)
100 g smør
100 g sukker
1 æg (brug et af dem, du alligevel har taget ud af skallen)
100 g mel
2 spsk kakao
1 tsk vaniljesukker
1/2 tsk bagepulver
et nip salt
60 g afskallede hasselnødder (afskal dem ved at bage dem ved 180 grader i ca. 10 min og bagefter nulre hinderne af)
  1. Smelt chokolade og smør sammen over vandbad og lad det køle lidt af.
  2. Pisk sukker og æg let sammen med et piskeris.
  3. Bland mel, kakao, vanilje, bagepulver og salt i en skål.
  4. Hak de afskallede hasselnødder groft.
  5. Rør æggemassen i den afkølede chokolademasse.
  6. Vend herefter de tørre ingredienser og hasselnødderne i, og rør til dejen er ensartet.
  7. Put ca. halvdelen af dejen i en sprøjtepose, og sprøjt dej i æggene, så de er ca. 3/4 fyldt.
  8. Fordel resten af dejen i en form beklædt med bagepapir.
  9. Bag æggene og brownie'en ved 180 grader i ca. 30 min.
  10. Stik en kødnål eller lignende ned i midt i æggene. Hvis den kommer op uden dej på, er de færdigbagte.
  11. Lad dem køle helt af, og fjern eventuel overskydende brownie, der har bevæget sig op af hullet.
  12. Server æggene som de er (evt. med/i sukkerslørsreden), og resten af brownien kan blot skæres i firkanter og evt. serveres med lidt vaniljeis. Frisk frugt er også lækkert til.
Sukkerslørsredde:
75 g sukker
1/4 dl vand
1/2 tsk glukosesirup
evt. lidt gul boljsefarve (sukkersløret tager ikke farve af sig selv, så hvis du vil have det gyldent som mit, skal du tilføje lidt farve)
hakkede pistacienødder, til servering
sukkertermometer
  1. Bland sukker, vand og glukosesirup (og evt. en smule gul boljsefarve) i en lille gryde, og rør rundt til al sukkeret er vådt.
  2. Sæt gryden på høj varme, lad det boble op og skru så ned på middel varme.
  3. Læg en kagerulle eller vinflaske på bordet, og læg en lang bane bagepapir henover
  4. Lad sukkermassen boble, til den når en temperatur på 152-153 grader, og tag den så af varmen.
  5. Lad massen køle et minuts tid, til den bliver "lang" i det.
  6. Dyp så en gaffel i sukkermassen og "vift" den hurtigt frem og tilbage henover bagepapiret, så der dannes helt tynde tråde.
  7. Fortsæt med at gøre dette, til du har en passende mængde sukkerslør.
  8. Anret det på et fad, form det forsigtigt til en redde, drys med hakkede pistacienødder og læg æggene i reden.
  9. Server forholdsvis kort tid efter, da sukkersløret falder sammen, hvis der er for fugtigt eller varmt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar