tirsdag den 28. april 2015

Eksamensstress & -Pres

Puha. Pludselig ramte det mig. Eksamenspresset. Synes ellers jeg havde været rimelig cool omkring det, men med et blev det bare meget virkeligt og meget snart, at der er eksaminer. Eller prøver, som det jo kun hedder, når man går i folkeskole. Som om det gør en forskel. Jeg føler mig i hvert fald ikke mindre stresset af den grund.

Jeg ved jo, at det nok skal gå, men der er bare så meget, der skal nåes og forberedes. Meget mere, end jeg føler der er tid til. Så det er noget, som jeg hele tiden går rundt med i baghovedet, og sådan ender det nok med at være, indtil jeg har fået overstået mine prøver. Onsdag, torsdag og fredag i næste uge, samt den efterfølgende mandag, har jeg skriftlige prøver i tysk, engelsk, dansk og matematik, og så går der heldigvis et par uger, før det er tid til de mundtlige. Yirks.

Da jeg startede på efterskole havde jeg en idé om, at i år bare skulle være et dejligt år uden stress og travlhed. Men hvor blev jeg dog overrasket! På efterskolen er der 1000 ting, jeg skal og vil, så det med at have et roligt år, tja.. det holdt ikke rigtig.

Der er et par løbesko, som jeg gerne vil ud og lufte de fleste dage. Særligt med Lillebælt Halvmarathon om 11 dage. Så er der den ryg der, der stadig driller en smule, og som kræver lidt ekstra opmærksomhed og øvelser efter opfordring af en fysioterapeut. Og træning generelt, så jeg bibeholder den styrke, jeg har bygget op. Jeg skal (selvfølgelig) også gerne nå at nyde den sidste tid med disse fantastiske NÅE-mennesker, inden vi stopper om 2 måneder. Der var en gallakjole (der gudskelov er færdig nu - og som jeg snart viser jeg), som tog lidt mere af min tid, end planlagt. Maj byder på propfyldte weekender: Med konfirmationer, løb, elevfest og familiearrangementer. Der er en blog, jeg gerne vil holde opdateret, indlæg jeg gerne vil have skrevet. En blå bog med deadline om lidt, og et skoleskrift, hvor jeg også gerne vil komme med et bidrag. (Og tusind andre planer, tanker og idéer, som jeg lige nu må droppe og udsætte) Hov, også de der helt basale ting som at få sovet nok, spist og drukket, slappet lidt af og bare være, skal jeg lige nå at presse ind.

Og ja, nu også prøver. Jeg har jo hele tiden vist at de ville komme, men det var nok ikke helt gået op for mig. Skole-delen af tiden her på efterskolen har ikke fyldt særlig meget, men nu, hvor prøverne er skræmmende tæt på, er det også noget, der skal bruges tid og kræfter på. For selvom 10. klasses prøver, i det store perspektiv, er "ligegyldige", så er jeg altså ikke typen, der bare kan være ligeglad. Det er jeg for meget perfektionist til.

Så ja, jeg har travlt. Og føler mig ret presset og stresset. Jeg forsøger at gøre gode ting for mig selv, bevare overblikket og strukturere min tid. Det er jeg heldigvis blevet ret god til med tiden. For disse symptomer, hvor jeg føler mig lidt ude af balance og har tanker, der kører i ring, kender jeg ret godt. Sådan er det åbentbart at være mig.

Og så må jeg altså, for alt i verden, huske på, at nyde efterskolelivet på trods af stress og prøver.

Er jeg den eneste, der er nervøs og går rundt med en klump i maven?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar