fredag den 22. maj 2015

Fin Fest på NÅE

I tirsdags var der Fin Fest, vores gallaaften, på NÅE. Det var en aften, vi alle havde glædet os til og forberedt os på. Der var blevet købt kjoler (jeg syede min egen!), snakket hår og makeup, og der var blevet fundet gallapartnere. Også drengene gik overraskende meget op i det, både op til og på selve dagen. Mange af os piger blev inviteret med til galla med blomster (og nogle også chokolade), og til selve festen var der også mange, der fik en rose. Det var så sødt, og det er nogle af de der små ting, der gør det hele ekstra sjovt og ekstra gallaagtigt. Det ér bare sjovest, hvis alle går op i det.

Selve festen forløb med ankomst på den røde løber, parbilleder og velkomstdrinks. Jeg fulgtes med Alexander, en af mine gode venner, og det var simpelthen så hyggeligt. Alle var så smukke og fine i tøjet. Det var vildt sjovt at se alle i deres stiveste puds. Pigerne i kjole og hæle, og drengene i skjorter og blazer. Det var helt anderledes, i forhold til hvordan vi ser ud til hverdag, og så alligevel, så var folk let genkendelige, i og med at folk stadig bibehold deres stil.

Efter entré og velkomst var der festmiddag med treretters menu, toastmaster og en vildt rørende tale fra én af eleverne. Ingen havde regnet med det, men det var så fint og godt. Vi havde selv pyntet op og lavet bordplan i løbet af eftermiddagen, så der var festligt i spisesalen. Alt sammen for at gøre det rigtig gallaagtigt. Maden var så god, og stemningen i top.

Vi havde øvet os på lancier et par gange i løbet af den sidste uges tid, så efter maden skulle vi selvfølgelig også danse den helt store finale. Og det var simpelthen så sjovt! Det peakede i den grad, og vi var alle enige om at det var den både bedste og sjoveste omgang dans. Også på trods af nogle fejl og lettere forvirrede øjeblikke. Men vi havde det hylende morsomt, og det var det vigtigste!

Da dansen var overstået var der musik i Grundtvig, og mulighed for at få taget flere billeder. Aftenen sluttede klokken 23, hvor vi alle gik trætte og glade i seng.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar