tirsdag den 5. maj 2015

Om Tid

Tid er en besunderlig størrelse. Den har det med at forsvinde mellem hænderne på én det ene øjeblik, og snegle sig af sted det næste. Særligt på efterskolen, har jeg haft oplevelsen af at 'tiden' er et subjektivt begreb. Det er sådan en underlig følelse.

På den ene side er tiden fløjet afsted. Det er gået alt for stærkt, og jeg er slet ikke klar til at sige farvel om knap to måneder. Som i overhovedet ikke. Der er så mange oplevelser og stunder, jeg stadig gerne vil nå at dele med de her helt fantastiske mennesker, som jeg føler, at jeg har kendt i en menneskealder. Og netop her, bliver vi præsenteret for den anden fornemmelse for tiden. For vi har bare nået og oplevet så meget, at det føles som flere år siden vi mødte hinanden og startede her. Tingene, oplevelserne, udfordringerne, alt det, vi har skulle, har været så komprimeret, at det ikke virker som længe siden, at jeg pakkede mine ting ud på KB25 for første gang. Men samtidig, har jeg jo altid haft min gang på efterskolen, og kan næsten ikke huske en hverdag, hvor jeg ikke spiste min morgenmad sammen med 120 andre mennesker, eller tog et bad på mit eget badeværelse.

Jeg bliver gang på gang overrasket over at vi allerede er i maj måned. Det har jo lige været jul! Og så alligevel ikke. Siden jul har der jo været mange herlige ting. Samfundsemnedag, oplevelsesemnedag og tyskemnedag, nytårsfest på NÅE, 2. og 3. elevfest, MOT-emnedage og musikteater, skitur til Norge, mit første og mit andet halvmarathon, samt Efterskole DM i 10 kilometer, fastelavn og vinterbadning, forårsweekend, min 17 års fødselsdag, vinterferie og påskeferie, en tur til Hamborg, og nu prøveforberedelse. Det er jo helt vildt! Og det er endda bare i grove træk, hvad der er sket. Så har der jo været alle de der små, rare ting. Mange af dem delt på instagram, og ellers bare gemt dybt i mit sind, hvor de for altid vil forblive en del af mig.

Jeg tror virkelig, at det med at miste fornemmelsen for tid og sted, er en efterskoleting. Man lever i en lille boble, vores egen lille verden, hvor det hele drejer sig om os. Ikke at vi er en lille flok egoister, men vi er bare så optagede og betagede af det, der foregår her på skolen, at vi helt glemmer verden udenfor. Vores hastighed ændrer sig, og tiden får en helt anden betydning. Den bliver så meget mere værdifuld. Den sidste tid skal virkelig nydes. For to måneder går stærkt. Det ved jeg. For jeg synes, at de foregående 8 måneder har passeret med lynets hast. I hvert fald når jeg kigger tilbage. På den anden side kan jeg stadig blive forbløffet over hvor langsomt en tysktime på en træt torsdag kan føles, og hvor længe, der er til fredag, når man vågner onsdag morgen. Og vupti, så er der gået 3 uger. Uden at man overhovedet lagde mærke til det. Sådan har jeg det hele tiden. Hver dag. Jeg bliver gang på gang overrasket, når det er sengetid.

Det ene øjeblik føler jeg, at jeg når en masse, og det næste øjeblik har jeg slet ikke tid nok, til alt det jeg gerne vil nå. Måske handler det dybest set om, at jeg ikke er klar til at give slip. At jeg gerne tog 8 måneder mere på NÅE - med de samme folk. At jeg slet ikke kan bære tanken om, at det er forbi om lidt, og aldrig bliver det samme. Har jeg sat nok pris på efterskolelivet, mens jeg stod i det? Har jeg nået det, jeg ville? Jeg ved det ikke, og jeg tror heller aldrig, jeg finder et svar.

Men gud, hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne styre tiden selv. Spole lidt, når vi forbereder prøver (gerne til vi er ovre dem), og stoppe den helt, når vi sidder fire mennekser i en topersons-sofa og snakker om livets store spørgsmål, går tur og mærker forårssolens stråler i ryggen, oplever følelsen af fællesskab, når vi synger vores årssang eller styrter rundt spiller rundbold. I de øjeblikke, ville jeg godt have en stopknap, der gav mig mulighed for at nyde de øjeblikke i længere tid, end noget, der ikke føles som mere end et nanosekund.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar