torsdag den 18. juni 2015

Noget om alder og at fylde 18

Om præcis 9 måneder fylder jeg 18 år. Jeg har altid set 18-årige som "store". Ansvarlige og modne. Klar til at tage ud i verden og meget identitetssikre. Helt nyudklækkede voksne. Det er ikke helt sådan jeg føler mig. Jeg er da på ingen måde klar til at klare mig selv. Jo, jeg er da både ansvarlig og moden, kan selv ordne mit vasketøj, rede min seng, handle ind og lave mad, og holde styr på mine penge. Men jeg har heller aldrig haft ansvaret lagt på mine skuldre, når det gælder noget vigtigt eller alvorligt. Jeg har aldrig taget et lån, skulle betale SKAT, stemme til valg eller køre bil. Alle de der virkelig voksne ting, der følger med det "rigtige" liv. Det har jeg været sparet for indtil nu.

Men tænk, om under et år er jeg myndig. Bare det ord, er lidt skræmmende i sig selv. Jeg kan, rent juridisk, gøre lige hvad der passer mig (altså indenfor rimelighedens grænser). Og så er der pludselig mange ting at tage stilling til! 

Kørekortet er et af dem. Mig - i en bil?! Det er da slet, slet ikke et tænkeligt scenarie. Jeg er da stadig alt for ung til det. Det er da absurd at jeg skal have det kæmpe ansvar. Men på den anden side også virkelig fedt. Det er jo sjovt nok at blive ældre og dermed få mulighed for flere ting. I december kan jeg påbegynde mit kørekort, så det går jeg og grubler lidt over hvorvidt jeg skal. Et kørekort ville være nyttigt, men jeg ved ikke om det er så brugbart lige nu, og om jeg har råd. Men jeg er i hvert fald inde og læse lidt om det (bl.a. her) for at undersøge mulighederne og læse lidt om det, så jeg kan blive mere klar på hvad jeg vil og hvad jeg går ind til.

Det er så underligt det med alder. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv overbevist om at jeg nu selv er en af de "store" 18-årige. Det er da ikke længe siden jeg startede i skole! Hvem ved, måske vågner jeg op d. 18 marts og føler mig pludselig klar til at flytte hjemmefra, have et 8-16 job og køre bil. Men jeg har lidt svært ved at tro det. Jeg tror ikke at en voksenindstilling til livet kommer natten over. Jeg tror det er en process. Og fænomenet med at man føler sig yngre end man er, er i høj grad også noget, der er tilstede blandt teenagere. Så det er både lidt cool, men også ret skræmmende, at tænke på at jeg faktisk er på vej til de 18 år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar