onsdag den 17. juni 2015

Sommersalater på en Regnvejrsdag

1: Squashsalat med citrondressing og ristede mandler: En ny og virkelig velsmagende måde at bruge squash i rå form, og få tilføjet noget smag til den lidt neutrale grøntsag 2: Speltsalat med squash, gulerødder, feta og masser af friske krydderurter: perfekt til al slags kød og fisk. Jeg er særligt vild med røget laks eller en grillpølse til den! 3: Salat med pulled chicken og grillede majskolber: en favorit måltidssalat, der er både crunchy, sød og stærk. De søde, grillede majs er helt perfekte med den krydrede kylling og barbequesaucen. 4: Grøn salat med hindbærdressing, nødder, frø og kerner, samt parmesan: helt simpel grøn salat, men med en smagfuld dressing og masser af knas fra nødder og kerner. Super lækker til et grillet kyllingebryst! - 5: Tomatsalat med hytteost: en lidt anden version af den klassiske tomatsalat med feta eller mozarella, men super velsmagende og et fint (lidt sundere) alternativ - 6: Salat med avokado, laks, hytteost og rugbrødscroutoner: endnu en sindssygt lækker måltidssalat, der er en salatversion af min yndlingsrugbrødssandwich med laks, avokado og hytteost. Salaten er mindst ligeså lækker som den oprindelige sandwich. 7: Blandet salat med soyabønner og hindbær, græskarkerner og feta: rigtig god salat, der kan tilpasses efter behov og spises til stort set alt. 8: Vandmelonsalat med feta: en favorit hjemme hos os, når der er en vandmelon, der skal spises og menuen står på grill. Perfekt supplement til en almindelig grøn salat og resten af måltidet. 9: Grøn salat med grillede nektariner og parmesan: en ægte grillsalat, hvor hovedingrediensen i salaten (nektarinerne) også får en tur på grillen, for at få fine grillstriber og en let karamelliseret overflade. 10: Blandet salat med hindbær, avokado og rugbrødscroutoner: perfekt som let sommerfrokost. 11: Salat med jordbær og tørrede abrikoser, mandler og frisk basilikum: min yndlingssommersalat! Den er bare fuld af god smag, og egner sig helt eminent til grillmad. - 12: Grøn salat med masser af grønt, rødløg, feta og mynte: en salat med masser af smag, der samtidig er super frisk og let. Rødløgene og mynten giver lidt kant, og fetaosten gør det hele ekstra lækkert!

Selvom kalenderen hævder at det er sommer, synes jeg på en grå regnvejrsdag som i dag, at det er meget svært at få øje på. I sidste uge var jeg optimistisk omkring den danske sommer, men vejret har vendt 180 grader, og jeg synes nu der er lange udsigter til sommer og sol. Øv altså! Jeg havde sådan håbet at den sidste tid på efterskolen ville blive med høj sol. Vi kan selvfølgelig nå det endnu, så jeg krydser fingre!

Og imens jeg gør det, vil jeg anbefale jer at bringe lidt sommer ind i hverdagen, med den af ovenstående salater. Det ville jeg selv gøre, hvis jeg var hjemme! Så kunne jeg da spise som om det var sommer, og bilde mig ind, at den nok lurede liiiiiige om hjørnet. Jeg fik endelig opdateret opskriftsindexet i weekenden, og i den forbindelse faldt jeg over en masse gode opskrifter fra gemmerne. Heriblandt ovenstående sommersalater, hvor jeg har svært ved at udvælge en favorit. Jeg er meget interesseret i at høre hvad I synes, hvis I giver jer i kast med en af opskrifterne.

God regnvejrs-onsdag. Jeg vil vende tilbage til min tyskrepetition.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar