tirsdag den 9. juni 2015

Torsdag på NÅE

Vi er i fuld gang med prøveperioden, og har faktisk slet ikke flere almindelige skoledage. Det er helt mærkeligt, og endnu et tegn på at efterskoletiden snart er forbi... Men jeg har jo stadig ikke fået gennemgået det helt almindelige hverdagsprogram for torsdagen og fredagen på NÅE, og det vil jeg ikke snyde jer for, selvom vi ikke har flere almindelige dage. Så her følger en klassisk torsdag på Nørre Åby Efterskole, ligesom jeg har vist jer en mandag, tirsdag og onsdag.

06:55 - Mit vækkeur ringer som sædvanlig, jeg står op og gør mig klar.
07:15 - Morgenmad i spisesalen. Jeg er der altid senest kvart over, og 7:25 skal alle være der, så der kan blive talt op hvem der mangler.
07:45 - Værelsesrengøring. Sengen skal redes, der skal luftes ud, ordnes så der ser nogenlunde ud og skraldespanden tømmes.
07:55 - Områderengøring på vores tildelte områder, hvor vi gør rent med en eller flere makker(e), så hele skolen kan se pæn og ordentlig ud. Senest 8:15 bliver vi tjekket af en lærer, og så må vi gå fra områderne og ud til vores klasser.
08:20 - Undervisningen starter
09:55 - Pause og formiddagsforfriskning, hvor der i spisesalen bliver serveret brød og pålæg, the og kaffe, gulerødder og måske lidt rester. Formiddagsforfriskning er frivillig, men har altid været et af mine yndlingstidspunkter på dagen, og det er virkelig noget af det, jeg kommer til at savne når jeg stopper på efterskolen.
10:20 - Samling i Grundtvig, hvor vi (stort set) altid starter med en sang, hvorefter læreren, der har samling, fortæller om lige netop det, han/hun har lyst til. Ordet er frit, og det er meget forskelligt hvad lærerne fortæller om. Nogle gange er det informationer om undervisning, kommende arrangementer og weekender, grundlæggende regler og normer, eller en sjov beretning fra et tidligere job, en sjov fritidsinteresse eller en længere rejse. Det er meget forskelligt, men jeg synes (for det meste) at det er rigtig hyggeligt! Elever kan også bede om lov til at få ordet.
10:40 - Undervisning
12:15 - Undervisningen slutter og vi har helt fri fra boglige fag.
12:25 - Middag i spisesalen hvor der bliver serveret lun mad, som køkkenet og de elever, der har køkkentjans, har lavet. Vi får god mad her på skolen, så det er rigtig fedt!
13:00 - Færdige i spisesalen, sådan cirka. Det er lidt forskelligt, hvor lang tid middagen tager, alt efter hvor mange beskeder der skal gives og om der er noget post, der skal deles ud. Men vi har en mindre pause, når vi er færdige i spisesalen.
13:20 - Værelsesrengøring. Om torsdagen skal vores værelser gøres grundigt rent! Så mens lærerne har lærermøde, svinger vi støvsugere, klude og gulvskrubbere, og får vores værelser til at skinne (mere eller mindre)
14:30 - Værelsestjek. Ganglærerne kommer rundt og tjekker og godkender rengøringen.
14:45 - Møde. Hvilken form for møde er forskelligt. Det veksler mellem at være F-møde (fællesmøde), H-møde (husmøde), K-møde (kontaktgruppemøde) eller V-møde (venskabsgruppemøde). Hvad der bliver taget op til møderne varierer fra gang til gang, og hvor meget der er at snakke om er også svingende.
15:15 - Eftermiddagsforfriskning, der for det meste bare er et æble eller andet frugt.
15:25 - MOT starter. I denne periode har jeg "sommerfit" til MOT, men, som nævnt mange gange før, er der rig mulighed for at prøve kræfter med en masse forskelligt som linjefag. MOT står blot for at det er det linjefag, vi har mandag, onsdag og torsdag.
16:25 - MOT slutter og vi har fri. Man må gå i byen, træne, løbe en tur eller hvad end man nu har lyst til.
17:25 - Aftensmad, hvor der bliver serveret en større rugbrødsbuffet, hvor der også er en eller flere lune retter/rester. Læreren med 1. vagt, og dennes kontaktgruppe, har været i køkkenet siden 16:45.
18:00 - Færdige i spisesalen, efter der er blevet givet beskeder, måske delt post ud og sagt, hvad der skal siges. Vi har fri, men gruppen i køkkenet skal selvfølgelig blive og vaske op.
18:30 - Stilletimen starter og man skal være på eget værelse eller gang, eller i spisesalen for at lave lektier.
19:30 - Stilletimen slutter og vi har resten af aftenen helt fri. Torsdag er skoleaften, så vi må ikke gå i byen, men skal opholde os på skolens område.
21:30 - Aftenforfriskning. Endnu et hyggeligt tidspunkt på dagen, hvor vi (friviligt) samles i spisesalen for at spise en skive brød/et æble/en portion yoghurt/et knækbrød/en portion jordbærgrød eller noget andet i den dur, samt drikke en kop the/kaffe og snakke lidt. 2. vagten har været i køkkenet med kontaktgruppen siden 21:15, og hjælper også med at rydde af og op. Forfriskning plejer at slutte omkring 21:50.
22:30 - Sengetid. Det vil sige at man er på sit eget værelse, og ved at gå til ro. Læreren kommer rundt og siger godnat, slukker lys og låser af. Og så er det, for mit vedkommende, tid til at skrive i dagbogen, tjekke telefonen, måske sende en sms hjem og læse et par sider, inden jeg lægger mig til at sove.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar