mandag den 6. juli 2015

Afsluttende Dage: Torsdag

De afsluttende dage på NÅE var både gode og hårde. Gode, fordi vi fik det aller sidste fantastiske ud af vores efterskoleophold. Og hårde, fordi vi vidste, at det snart var slut.

Torsdag morgen rykkede vi alle i gammel bygning. Vi pakkede små tasker med det mest nødvendige, og slæbte madrasser ind i klasselokalerne, og så slog vi lejr dér - næsten helt lejrskoleagtigt. Vi endte med at ligge 11 piger på 6 madrasser, og det var noget så hyggeligt og klemt, på den gode måde.

Hen ad formiddagen tog vi ud til Hindsgavl, for at gå den samme tur, som vi havde gået i starten af året. Det er sådan en smuk tur, og det var ret sjovt at gå den igen og tænke tilbage på starten. Tænk, dengang anede jeg ikke hvem jeg snakkede med, og nu gik jeg med mine allerbedste veninder, som jeg føler jeg har kendt i en menneskealder! Det er også nogle af dem, der optræder på billedet, hvor I også kan se vores fine mindetrøjer.

Hjemme på skolen igen var der bare afslapning, mindebogsskrivning og hygge. Der blev sat "glidebold" op, og det var ret underholdende - både for dem der spillede, og for dem, der heppede.

Om aftenen kom Klaus Handsome, der er tidligere lærer på skolen, og spillede et par numre for os, og vi så den mindefilm, der er blevet lavet, med en masse billeder samlet fra året.

Det var en dejlig dag, på trods af det lidt skiftende vejr, og vi gik glade og trætte i seng. Alle sammen i én stor bunke.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar