fredag den 24. juli 2015

Europa Tour: Kroatien I, Aparthotel Del Mar

Den første del af vores tur ned gennem Europa bød på masser af forskellige oplevelser og indtryk. Derfor var det både dejligt og tiltrængt at ende på den Kroatiske halvø Istrien, nær byen Pula, på et ferieresort der hed Aparthotel Del Mar. Her havde vi lejet en skøn lejlighed med havudsigt fra terrassen og aircondition (det skal ikke undervurderes i 34-37 graders varme) i en uge. Og det var bare noget så skønt!

Det var virkelig et dejligt sted og lige hvad vi trængte til. Med både pool og strand, mulighed for at gå hyggelige ture på stisystemer i en lille "skov", isbar, café, restaurant, et par butikker og et lille supermarked, mulighed for udlejning af motorbåde og cykelbåde, forskellige ture man kunne melde sig til, samt kort til handlemuligheder og byen Pula, var det et ideelt feriested. Børneunderholdning, fælleszumba og et (rigtig dårligt udstyret) fitnessrum var der også, men det var ikke noget vi benyttede os af.

Derimod brugte vi ugen på bare at slappe af. Bade, spise is (hver dag), spille UNO og kort, løse kryds&tværs, læse bøger, kaste med bold, gå ture, tage billeder, sejle, lytte til lydbog, sidde på terrassen, se solnedgang, sole og bare være sammen. Tænk, dagens største udfordringer var hvorvidt vi skulle til pool eller strand først, hvor vi skulle købe dagens is, og om man skulle tage den ene eller den anden bikini på. Det var virkelig rart. Præcis hvad jeg (og resten af familien) havde brug for. Tror vi nød bare at være lidt sammen som familie, uden at skulle lave det helt store. Særligt efter et år, hvor vi ikke har været så meget sammen.

Nogen (mest drengene og til dels min mor) syntes forskellige vandaktiviteter var et hit (der blev sejlet både kajak, cykelbåd og motorbåd), mens andre (mest mig) synes at en liggestol var lidt mere tiltrækkende. Tro mig, jeg er rigtig god til at passe på sådan en liggestol. Udstyr mig med en bikini, et par solbriller, et kryds&tværsblad, en god krimi, en telefon med høretelefoner og en flaske iskoldt vand, og så kan jeg snildt sidde der en halv dag! Årh, det var f a n t a s t i s k. Særligt med den udsigt, der var fra poolen.

Det var som sagt en lejlighed vi boede i, og det gav os mulighed for selv at lave mad, hvilket vi alle synes er hyggeligst, rarest og bedst når vi er på ferie. Restaurantmad er lækkert, men for os er det også ekstremt afslappende at lave et lækkert tapasbord, nyde morgenmaden i ro og fred, og at kunne tage sig en bid mad/et stykke frugt/en flaske koldt vand når som helst.

Et par udflugter blev det også til i løbet af ugen: Til Pula og til nationalparken Kamenjak, men det kommer i separate indlæg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar