mandag den 13. juli 2015

Europa Tour: Wien I

Tidligt tirsdag morgen vinkede vi farvel til Prag, pakkede bilen og kørte mod Wien. Det sidste storbystop på vores Europa Tour.

I Wien var der varmt, rigtig varmt, og vi var trætte og udmattede, da vi endelig nåede ind til city. Så vi kastede os ned på den første fortovscafé for at spise en is. Det hjalp lidt, og vi var lidt mere menneskelige og klar på at kigge på byen, da vi var blevet kølet ned og havde fået lidt energi indenbords.

Så bevægede vi os ned gennem gågaderne. Kiggede lidt i butikker og på mennesker, nogen købte et par sko, tog billeder af den fine by og kom også forbi Hotel Sacher, hvor den originale Sachertorte er fra. Min yndlingsmåde at opleve byer på er til fods, hvor man blot vandrer lidt rundt på må og få i de interessante kvartere. Sådan synes jeg, at man får mest muligt ud af storbyoplevelsen, og mærker byens puls og stemning på den mest troværdige måde.

Lidt tilfældigt endte vi i en hyggelig park, der agerede grøn oase midt i storbyen, og, igen ved et komplet tilfælde, var der sat en primitiv indhegning op til en flok hopper og deres føl, fra Lippizanerstuderiet Piber. I Wien ligger Den Spanske Rideskole, hvor de allerdygtigste Lippizanere er, og hvor man plejer at kunne se et imponerende dressurshow med hingste. Disse hingste var dog på sommerferie, og netop derfor var hopperne fra Piber kommet, så turister stadig fik muligheden for at se bare en smule fra Den Spanske Rideskole. Så vi stod længe og kiggede på de smukke hopper og deres nuttede, legesyge føl og tog en masse billeder. De var bare så fine og betagende! Min mor er gammel hestepige, så hun var særligt imponeret.

I den samme park lå en fin, gammel glasbygning med sommerfuglehave og café. Sommerfuglehaven var lukket for dagen, så vi tog blot billeder udefra, og skrev det på listen over ting vi skulle næste dag.

Efter parken bevægede vi os ind på museumskomplekset, der vrimler med gamle, imponerende bygninger, forskellige museer, nationalbibliotek og andre ting i den dur. Et kæmpe sted og med smukke, smukke bygninger. Vi snakkede meget og længe om hvor betagende de er, og hvor utroligt det virker, at de er bygget for mange, mange år siden, uden hjælp fra maskiner. Det er ret vildt at tænke på, synes jeg.

Så var det efterhånden ved at være aftensmadstid, så vi købte sandwiches, salater og sodavand i et supermarked, og fandt vej hen til en park med masser af bænke, hvor vi slog os ned for at spise aftensmadspicnic. Selvfølgelig er et restaurantbesøg også rigtig lækkert, men jeg holder nu også særligt meget af denne form for måltider. Der er noget hyggeligt og lidt særligt ved at sidde i sådan en grøn plet midt i en storby og lige få en lille pustepause. Jeg synes også at salater og sandwiches fra supermarkeder er ganske udmærkede. I hvert fald er de altid et hit i vores familie.

På tilbagevejen gennem byen vinduesshoppede vi lidt i de dyre kvarterer, og fandt priser på de allerdyreste ting. Gågaden kom vi også igennem endnu en gang, inden vi endte ved den store kirke, som vi også lige nåede et smut ind i, inden vi tog U-bahn tilbage til vores lejlighed. U-bahn systemet er så dejligt let at finde rundt i, og gør det super nemt at komme rundt i byen.

I lejligheden stod den på film og afslapning, inden vi smuttede i seng. Man bliver træt af sådan at være på farten!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar