torsdag den 16. juli 2015

Ferietræning

Træning på ferien er noget, der er delte meninger om. Nogen nyder motionen så meget, at de ikke kunne forestille sig uger uden, mens andre ser det som en sur pligt, og dermed bruger ferien som en god undskyldning for at holde træningsfri. Jeg tror ikke, der er noget rigtigt og forkert.

Men jeg ved fra mig selv, at jeg har det bedst hvis jeg holder motionen nogenlunde ved lige. Både undervejs på ferien, da jeg simpelthen har det bedre i min krop, hvis jeg får rørt mig lidt, men også så formen ikke er faldet voldsomt, når jeg kommer hjem igen.

Jeg forventer dog ikke, at skulle træne i så høj grad som jeg gør derhjemme. Jeg giver også mig selv lov til at slappe af, og min krop ro og fred til at restituere. Meningen med ferie er jo at komme helt ned i gear, så man har noget at stå imod med og masser af kræfter, når man kommer hjem igen.

Så motion på ferien må ikke være en stressfaktor. Det skal være udelukkende lystbetonet, og det, der føles rart og sjovt. Der er mange former for motion, så det behøver ikke nødvendigvis være en løbetur eller en times styrketræning med tunge vægte i hotellets motionsrum. Ferietræning kan også være en vandretur, lidt gulvøvelser, svømning og leg i pool eller hav, eller måske blot at opleve en storby til fods - man får gået mere end man tror!

For mit vedkommende, er det ikke gået helt som planlagt med min træning her på vores ferie. Jeg havde troet og håbet at jeg ville få løbet en del ture, men det er blevet til noget færre end planlagt. Jeg fik løbet i Dresden og Prag, en enkel gang i hver. I Wien kom jeg ikke afsted. Jeg var simpelthen for træt, men til gengæld kan man jo sige, at vi gik en masse i storbyerne, og dermed holdt os i gang.
I Plitvice (indlæg følger om dette smukke sted) fik jeg løbet en tur, og så var vi ude og vandre 18 km i nationalparken.
Her i Kroatien, hvor vi har været siden lørdag for at slappe af, bade og sole, har jeg derimod kun fået løbet én enkel tur. Det har simpelthen været for varmt, og jeg har slet ikke følt mig motiveret til at komme af sted. På den ene side har jeg lidt dårlig samvittighed over de ikke-eksisterende kilometer i løbeskoene, men på den anden side vil jeg ikke dunke mig selv i hovedet med det. Jeg har lyttet til min krop og mig selv, og i det store og hele ved jeg jo godt, at en løbefri uge ikke betyder noget. Jeg frygter bare at det bliver hårdt at starte op igen, men det må jeg overvinde, når jeg er hjemme i DK igen. Jeg kommer sikkert hurtigere tilbage i form, end jeg frygter.

I dag besluttede jeg mig dog for at få trænet lidt. Jeg trængte simpelthen til det. Løbeturen kunne jeg ikke magte, men endte i stedet med at lave lidt styrketræning hjemme på terrassen. Det var lige hvad jeg trængte til! Jeg havde ingen vægte, kun en stor vanddunk på 5 liter, så det var den, jeg anvendte til nogle af øvelserne.

Jeg startede med at lave de øvelser til min ryg, jeg har fået fra fysioterapeuten, og derefter kørte jeg følgende øvelser igennem - alle med 45 sekunders arbejde og 15 sekunders pause mellem hver øvelse:
  • smalle pushups
  • benløft 
  • brede pushups
  • burpees
  • jump squats
  • lunges
  • twisters med vanddunk
  • bent over row med vanddunk
  • skulderøvelse (den hermed vanddunk
  • ground to over head med vanddunk
  • (længere drikkepause)
  • squat -> planke -> armstrækker
  • sidelæns benløft (V)
  • sidelæns benløft (H)
  • diagonalløft
  • crunches
  • skrå mave (V)
  • skrå mave (H)
  • froggers
  • sideplanke (V)
  • sideplanke (H)
Det var en skøn workout, der kun varede omkring 20 minutter, hvilket var super passende. Det var tiltrængt at blive rørt lidt, og jeg kom hele kroppen igennem. Brug endelig øvelserne som inspiration til jeres egen ferietræning!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar