onsdag den 15. juli 2015

Mælkechokolade Brownies med Nødder & Karamel

S I N D S Y G T gode brownies, som jeg bagte for efterhånden længe siden. Både smag og konsistens er lige i øjet, og de vakte stor begejstring, da jeg servede dem for min søde familie. En rigtig tung og intens brownie, med masser af knas på toppen i form af forskellige nødder. Den er lavet med mælkechokolade, og dermed ret mild i smagen, og det komplimenterer karamel- og nøddesmagen super godt!

Opskrift på mælkechokolade-brownies (milkies) med nøddeknas (ca. 20 x 20 cm):
100 g mælkechokolade
50 g mørk chokolade
100 g smør
3 æg
160 g sukker
50 g mel
1 knivspids salt
50 g mælkechokolade
100-150 g blandede nødder (afskallede hasselnødder, mandler, valnødder)
1-2 dl flydende karamel (købt eller hjemmelavet)
  1. Smelt 100 g mælkechokolade, mørk chokolade og smør sammen over vandbad, og lad det køle af et øjeblik.
  2. Pisk æg og sukker sammen.
  3. Rør chokolademassen i æggemassen.
  4. Bend mel og salt i.
  5. Hak mælkechokoladen, og vend den i dejen.
  6. Hæld dejen i en form (ca. 20 x 20 cm) foret med bagepapir.
  7. Hak nødderne groft, og drys dem over hele overfladen af brownien.
  8. Varm karamellen i mikrobølgeovnen, så den bliver mere lind, og fordel den over brownien.
  9. Bag brownien ved 180 grader i 30-40 min.
  10. Lad den køle helt af, og gerne på køl i et par timer eller natten over, inden den skæres i firkanter og serveres. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar