torsdag den 2. juli 2015

Slut med NÅE

Afslutningen på NÅE, var noget nær det hårdeste, jeg nogensinde har oplevet. Jeg har mistet min farfar, oldefar og oldemor, i den tid jeg kan huske, men denne smerte jeg følte, ved at sige farvel til efterskolen og alt hvad den indebærer, var helt anderledes. Det var jo på sin vis selvforskyldt, at jeg var så ked af det, og samtidig med at det var forfærdelig trist, så var jeg også, på en eller anden måde, glad. For at jeg blev så rørt over at skulle sige farvel, må være tegn på at jeg har haft det godt. Rigtig godt endda. At dette år har været den helt rigtige beslutning, til trods for at det også indebærer en smertefuld afsked.

Men det var underligt. Virkelig underligt. At gå rundt blandt de mennesker, jeg på et år er kommet til at holde så utrolig meget af, forsøge at smile og være tapre, for så at bryde fuldstændig sammen. Tanken om, at det var det sidste kram, det sidste smil, den sidste latter den sidste tåre. Nogle vil jeg se igen, men afslutningen på skoleåret er også et endeligt farvel til en del af elevholdet. De har været fantastiske, hver og én, og alle haft deres unikke del af vores elevhold. Der er ikke én, der kunne være undværet, for så havde det ikke været det samme. Alligevel er jeg godt klar over, at jeg ikke kommer til at holde kontakten med alle. Én ting er at have delt noget så specielt som et efterskoleår, en anden er at være blevet så nære venner, at man ikke kan undvære hinanden. Der er en håndfuld, jeg dog ikke kan forestille mig en hverdag uden, og som jeg allerede savner. Savner så det føles helt underligt i maven og en smule tomt inden i.

Noget af det, der fyldte mine tanker, da vi gik rundt og krammede og græd, hikstede og snøftede, forsøgte at smile og sige farvel, var alle de ting jeg aldrig skal gøre igen. Alle de der små ting, der har været en stor del af efterskolen, og som jeg aldrig nogensinde vil opleve igen. Alle de store oplevelser vil jeg huske (fx. galla, skitur til Norge og forskellige emnedage), men hvad med alle de små ting? Jeg skal aldrig mere sidde 4 mennesker klemt i en sofa i Dan T og snakke om alverdens ting, aldrig mere se film i Bogart, have stilletime, gå i bad sammen med 3 andre piger og høre høje 00' hits, gå i byen om fredagen, løbe en tur i Nørre Åby, have køkkenvagt, synge til formiddagssamling i Grundtvig, få tirsdagskage, have mit værelse med mine ting, stå i kø til spisesalen. Jeg vil aldrig mere kunne kalde mig efterskoleelev. Dét, synes jeg er trist. Og det er nok i virkeligheden ikke gået helt op for mig. At jeg aldrig skal tilbage.

Jeg sidder og bliver helt sentimental ved at skrive dette. Men det er altså virkelig en underlig oplevelse, at sige farvel til så meget. Så meget godt og fantastisk, som man slet ikke er klar til at give slip på. Har jeg mon nået det, jeg skulle? Det håber jeg, for jeg får aldrig chancen for at gøre noget om. Én ting ved jeg i hvert fald:

Nørre Åby Efterskole er det mest fantastiske og vidunderlige, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Det har været hårdt og udfordrende, men jeg ville aldrig have været foruden. Det har været noget helt særligt, som jeg for altid vil huske tilbage på med et smil. Et efterskoleår svarer virkelig til 7 menneskeår. Jeg er blevet så mange erfaringer klogere og oplevelser rigere, og har stiftet bekendtskaber for livet. Jeg har oplevet et unikt fællesskab, og jeg ved, at der er meget, jeg kan tage med mig videre ud i livet. Særligt når man kommer hjem, får det hele lidt på afstand og får tid til at reflektere over året der er gået, går det op for én, hvor specielt og lærerigt året har været.

Så til NÅE skal der lyde en stor tak. En tak for det bedste år i mit liv<3

Og til jer, der starter efterskole efter sommerferien: Nyd det! Det er så fantastisk og unikt, det I starter på nu, og inden I ser jer om, er det forbi.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar